Solpaneler i rummet kan i fremtiden forsyne dit hjem med strøm

Fremtidens grønne energi kan blive høstet fra solen med høj effektivitet via solceller i det ydre rum, som sendes som energi til jorden i form af mikrobølger.

Solpaneler i rummet kan i fremtiden forsyne dit hjem med strøm

Verdens største producent af solcelleteknologi, Longi Green Energy Technology, vil sende solpaneler ud i rummet i et kredsløb rundt om jorden. Det sker i et forsøg på at høste solens enorme mængder af energi, som skal sendes tilbage til jorden. Det har virksomheden annonceret i en pressemeddelelse.

Som en del af projektet etablerer Longi Green Energy Technology et nyt laboratorium under navnet LONGi Green Energy Future Energy Space Laboratory. Dets formål er at ”fremme den integrerede udvikling af luft- og rumfartsteknologi og ny energi,” lyder det ifølge virksomheden.

Læs også: Fremtidens teknologi vil ændre vores liv – her er alle de nye teknologier under udvikling

Ubegrænset adgang til solenergi

Hele humlen i at høste solenergi i rummet frem for på jordkloden er den ubegrænsede adgang til de enorme mængder af energi hele døgnet rundt, som det giver. Dermed arbejder virksomheden på at eliminere den helt store ulempe ved nutidens solcelleteknologi – at de har meget lav effektivitet i mørke, og at atmosfæren og refleksioner på jordkloden reducerer effektiviteten.

LONGi Green Energy Technology har traditionelt ‘kun’ beskæftiget sig med udvikling og produktion af monokrystallinske solceller, men spørger man Wu Zhijian, der er direktør for det regeringsstøttede China Space Foundation, er koblingen mellem en førende solcellevirksomhed som Longi Green Energy Technology og rumindustrien slet ikke så fjern.

”De tidligste anvendelser af fotovoltaik var inden for luft- og rumfart. Udviklingen af fotovoltaik og luft- og rumfart er uadskillelige. Fotovoltaik har altid været den vigtigste producent af strøm i rummet. Jeg er meget glad for at se LONGi tage det første skridt inden for rumfart og i fremtiden forbinde solceller i rummet, kommercialisering af rumfart og andre områder,” siger han og tilføjer:

”Jeg ser også frem til, at LONGi og Kinas solcellevirksomheder vil sætte skub i udviklingen og bevæge sig fremad hånd i hånd med China Aerospace Science and Technology Corporation.”

Kinesisk universitet har overført strøm fra rummet til jorden

En stor udfordring ved at flytte solpanelerne ud i rummet bliver unægtelig at få overført energien fra rummet til jorden. Netop det problem har forskere fra Xidian University i provinsen Shaanxi tidligere forsket i. I juni gennemførte de et forsøg i fuld skala af en teknologi, der er designet til at overføre solenergi fra det ydre rum til jorden.

Projektet indfangede solenergien i 55 meters højde, konverterede energien til mikrobølger og overførte den gennem luften til en modtagerstation på jorden, som konverterede radiobølgerne til elektricitet. Håbet er, at dette princip kan overføres til solceller, der opererer i det ydre rum.

Ud over Kina, som er længst fremme på denne front, udforsker USA, Japan, Rusland og Indien også mulighederne for at høste solenergi i rummet.

Læs også: Nyheder om fremtidens teknologi