Derfor koster DDR5-RAM så meget
DDR5 er den seneste hukommelsesstandard til pc’er, og Intels 12. generations Alder Lake er den første serie af desktop-processorer til forbrugere, der understøtter standarden. AMD forventes at følge trop med sin Zen 4-arkitektur en gang i 2022, og i det nye år skulle vi også se LPDDR5 med lavt strømforbrug.
Intels Alder Lake først ude med understøttelse
Den nye hukommelsesstandard har vist nogle stærke præstationer med den første platform, der understøtter den, Intels Alder Lake.
Udfordringen ved DDR5-RAM er dog, at den er ekstremt dyr. DDR5 giver mange forbedringer i ydeevne, lavere responstider, bedre datasikkerhed og lavere strømforbrug i forhold til DDR4. Stigningen i hukommelseshastighed (båndbredde) kan også være med til at forbedre brugeroplevelsen inden for gaming ved at øge antallet af billeder i sekundet (FPS), mens man spiller visse spil.
DDR5 har høj pris af flere grunde
Iwona Zalewska er DRAM-forretningschef hos Kingston Technology og har arbejdet hos Kingston i over 10 år. Hun forklarer i et interview med PC Gamer, at DDR5 har en høj pris i dag sammenlignet med DDR4, blandt andet fordi det er en ny hukommelsesteknologi. Andre faktorer spiller dog også ind.
”Da DDR4 blev lanceret, var den cirka 30-40 procent dyrere end DDR3. DDR5 lanceres på et tidspunkt, hvor der er global mangel på chips, hvilket har påvirket alle aspekter af halvlederindustrien. Teknologien kræver også flere komponenter per modul, hvilket øger omkostningerne. Derfor vil forskellen i markedsprisen på DDR5-moduler i forhold til DDR4 desværre være højere end ved lanceringen af tidligere generationer af hukommelse,” forklarer hun.
Se også: Hvilken slags computerhardware findes der?
Dominerende hukommelsesteknologi i gaming-pc’er om to-tre år
Iwona Zalewska forventer, at DDR5 bliver den fremtrædende hukommelsesteknologi i gaming-pc’er inden for de næste to til tre år. Først og fremmest vil det ske, når chipproducenterne har forpligtet sig til at indføre den nye hukommelsesteknologi og kræve, at den anvendes, når den er parret med deres processorer.
Det handler også om udbud og efterspørgsel, slår hun fast.
”Det vil sige, hvor hurtigt DRAM- og relaterede DDR5-halvlederleverandører kan imødekomme markedets efterspørgsel til en rimelig pris. Historisk set sker overgangene mellem to-tre år efter indførelsen af en ny hukommelsesteknologi, eller når 30 procent af markedet har taget den nye teknologi til sig”.
Zalewska slår dog fast, at forbrugerne kan blive tvunget til at anvende den nye hukommelsesteknologi uanset den højere pris, da der er færre DRAM-leverandører på markedet i dag end for 10 år siden. Derfor er evnen til at opretholde ældre hukommelsesteknologi i længere tid mindre end tidligere.
Se også: Nyheder om PC-hardware