EU-lovforslag skal forlænge levetiden på smartphones og tablets

Nyt lovforslag forpligter smartphone- og tabletproducenter at stille reservedele og instruktioner til reparationer og softwareopdateringer rådighed i mindst fem år.

EU-lovforslag skal forlænge levetiden på smartphones og tablets

Europa-Kommissionen har i sidste uge offentliggjort et udkast til en ny retsakt under titlen Miljøvenligt design: udformning af bæredygtige mobiltelefoner og tabletcomputere. Lovforslaget har til formål at sikre, at mobiltelefoner og tablets er designet til at være energieffektive og holdbare, at forbrugerne nemt kan reparere, opgradere og vedligeholde dem, og at det er muligt at genbruge og genanvende enhederne.

Læs også: Alt om hardware – hvilke slags computerhardware findes der?

Længere levetid svarer til at fjerne 5 mio. biler fra vejene

Lovforslaget er blevet stillet, fordi forbrugere ifølge EU ofte smider mobiltelefoner og tablets ud for tidligt, og at enhederne ikke bliver hverken brugt eller genbrugt tilstrækkeligt.

Det koster mange ressourcer og kræver meget energi at fremstille nye telefoner som følge af overforbruget af ny elektronik. Der er derfor store gevinster at hente ved at forlænge levetiden på smartphones til fem år fra de nuværende to til tre år. Ifølge EU vil effekten af at forlænge levetiden svare til at fjerne 5 millioner biler fra vejene.

Se også: Bedste kameramobil

Reparationer i fem år, efter produkterne er fjernet fra hylderne

Et af tiltagene, der skal tilskynde forbrugerne til at beholde deres forbrugerelektronik i længere tid, er bedre muligheder for at få repareret produkterne. Forslaget lægger derfor op til, at producenterne skal gøre det muligt for professionelle reparatører at reparere produkterne i fem år, efter produkterne er taget af markedet. Producenterne skal dermed stille 15 slags reservedele som batteri, skærm, kamera, ladeport, knapper, mikrofoner, højtalere og hængsler til rådighed i de fem år.

Forbrugerne vil også få adgang til alle reservedelene, og producenterne forpligtes til at stille grundige vejledninger til at foretage reparationerne til rådighed i syv år, efter enhederne er udgået.

Stil garanti for batteriers levetid eller gør dem udskiftelige

Batterierne skal også være bedre, mener EU. Derfor får producenterne selv valget om enten at gøre det lettere for forbrugerne at udskifte batterier ved at bruge udskiftelige batterier eller ved at garantere batteriernes levetid. Mindstekravet i forslaget lyder, at batterierne stadig skal have 83 procent af deres kapacitet efter 500 ladecyklusser og 80 procent efter 1 000 ladecyklusser.

Tre års softwareopgraderinger og fem års sikkerhedsopdateringer

På softwaredelen vil EU også komme planlagt forældelse til livs ved at pålægge producenterne at udsende softwareopgraderinger i mindst tre år og sikkerhedsopdateringer i mindst fem år.

Men varigheden er ikke nok. Det skal også gå meget hurtigere, mener EU, som derfor kræver, at opdateringerne skal udsendes inden for to til fire måneder, efter de er udgivet for offentligheden. Det vil altså betyde, at de fleste Android-producenter fremover skal prioritere softwareopdateringer gevaldigt højere, end det er tilfældet i dag.

Forventes vedtaget sidst på året

Det er muligt at give feedback på forslaget frem til 28. september 2023. Herefter ventes forslaget at blive vedtaget i løbet af fjerde kvartal 2023. Det meste af lovforslagets indhold står til at blive vedtaget 12 måneder efter godkendelsen.

Læs også: Nyheder om hardware