Intel Core i9-12900KS – verdens hurtigste processor koster en formue

Intel Core i9-12900KS er en ny og vild processor, som chipproducenten hævder er verdens hurtigste. Men prisen er så også derefter.

Intel Core i9-12900KS – verdens hurtigste processor koster en formue

Chipproducenten Intel har løftet sløret for en processor til desktopcomputere, som ikke bliver meget vildere. Navnet er Intel Core i9-12900KS og er en special edition 12. generations processor.

Processoren er en videreudvikling af i9-12900K fra november 2021, som i forvejen var en utrolig hurtig processor. Den nye i9-12900KS udmærker sig ved at have en maksimal turbofrekvens på svimlende 5,5 GHz. Til sammenligning har den normale i9-12900K ”kun” en turbofrekvens på 5,2 GHz.

Intel i9-12900KS har 16 kerner ligesom forgængeren, hvoraf 8 af dem er mere effektive kerner. De 8 effektive kerner er gået fra 2,40 GHz til 2,50 GHz (og fra 5,10 til 5,20 GHz turbo), mens de 8 hurtige kerner er gået fra 3,20 til 3,40 GHz (og fra 5,10 til 5,20 GHz turbof).

De ekstra regnekræfter betyder også, at processorens minimale strømforbrug er gået fra 125 watt til 150 watt, mens den stadig topper ved 241 watt. Processoren har stadig 24 tråde og 30 MB L3-cache – og på stort set alle andre punkter minder den om sin forgænger.

Læs også: Alt om hardware – hvilke slags computerhardware findes der?

Er verdens hurtigste processor ifølge Intel

Ifølge Intel er i9-12900KS verdens hurtigste processor til desktopcomputere. Chippen er derfor “den ultimative processor for entusiaster og gamere, der ønsker den hurtigste processor på markedet”. Intel har dog endnu ikke delt nogen benchmarks, som underbygger denne påstand.

Holder Intels ord stik, har ærkerivalen AMD ikke fået lov til at være indehaver af samme titel i særlig lang tid. 15. marts præsenterede AMD nemlig sin egen vilde processor kaldet Ryzen 7 5800Z3D, som ifølge AMD var verdens hurtigste gaming-CPU.

Koster spidsen af en jetjager

Modsat konkurrenten fra AMD er Intels nye special edition-processor ikke billig – slet ikke. For at få fingrene i Core i9-12900KS skal man af med hele 739 dollar, hvor AMD’s pendant ”kun” fik et prisskilt på 449 dollar.

Intel har ikke afsløret danske priser, men historisk har de danske priser på Intels processorer ligget omkring 30 procent højere end de amerikanske. Regn derfor med en pris omkring 6 500 kroner. Til sammenligning koster langt de fleste processorer på det danske marked mellem 1 500 og 3 500 kroner.

Intel Core i9-12900KS kommer til salg 5. april 2022.

Læs også: Nyheder om hardware