Nyt spændende hardware fra Acer til arbejde og underholdning
Acer har netop lanceret en lang række nye produkter i hele seks forskellige kategorier. Vi har udvalgt de tre mest interessante. Det er gaming-desktoppen Predator Orion 7000, workstationen ConceptD 7 SpatialLabs Edition og projektoren Apex Vision L811.
Acer Predator Orion 7000
Predator Orion 7000 fra Acer er en kraftfuld gamingcomputer, der kan konfigureres med hardware op til NVIDIA RTX 3090, to 1 TB PCIe 4.0 SSD, 64GB RAM (4 GHz DDR5) og Intels kommende 12. generation Alder Lake-CPU. Det er med andre ord noget af det bedste, du kan få lige nu inden for gamingcomputere.
Konkurrencen er dog utrolig hård, når det gælder den slags specifikationer. Derfor kan Acers design af kabinet og kølesystem være det udslagsgivende i kampen om kundernes gunst.
Væskekølingen trækker varmen væk fra CPU-kernerne, hvor den bliver elimineret af blandt andet en 120 millimeter stor blæser. Acers FrostBlade-blæsere virker velkonstrueret og indeholder ifølge specifikationerne komponenter af høj kvalitet. De bør derfor holde længe og fortsætte med at beskytte de dyre chips, så de ikke overopheder.
Holderen til harddiske, som kan udskiftes under drift, er toppen af kransekagen i dette veldesignede produkt. Salget starter til januar 2022, og prisen er 18.990 kroner.
Se også: Hvilken slags computer hardware findes der?
ConceptD 7 SpatialLabs Edition
Acers ConceptD-serie er dedikeret til brugere, der arbejder med design, 3D og andre kreative ting. Også ingeniører kan få glæde af de muligheder, serien giver.
Enhederne i Acers ConceptD-serie er ikke helt så kraftfulde som Acers gaming-laptops, men kan håndtere tunge opgaver. Kabinettets design er helt klart skabt med feinschmeckere i tankerne.
Den nye ConceptD 7 SpatialLabs Edition kommer med glasfrit 3D-display. SpatialLabs kan via et kamera tracke, hvordan man ser på et billede, så computeren ved, hvordan den skal skabe et 3D-billede. Skærmen viser to billeder (venstre og højre øje) takket været et ekstra skærmlag.
Hele pointen er at give brugerne mulighed for at se det, man kalder for stereoskopiske 3D-billeder uden at have briller på. Det kan være praktisk inden for eksempelvis industrielt design og arkitektur. Hvordan kvaliteten af 3D-billederne bliver, ved vi endnu ikke, men det er en spændende udvikling inden for feltet.
Salget starter i 1. kvartal 2022, og priserne starter fra 13.999 kroner.
ApexVision L811
Med tanke på hvor meget tid folk har brugt i deres hjem på det seneste, er idéen om et bedre TV eller ligefrem en hjemmebio attraktiv for mange. De fleste vil nok overveje at få sig et stort smart-tv, men det passer ikke altid ind i vores boliger – og et 120 tommer stort TV er stadig meget dyrt.
Her kan Acer ApexVision L811 være et alternativ, selvom prisen også her er er voldsom. DLP-projektoren ApexVision L881 kan projicere billeder i 120 tommer format op på hvilken som helst ren og lys overflade og fra meget kort afstand. Kun 30 centimeters afstand til overfladen eller lærredet er nødvendig.
Med en lysstyrke på 3.000 nits er den lysstærk nok til de fleste formål, selv i fuldt dagslys. Den understøtter også moderne funktioner som HDR10, 4K-opløsning og 240 Hz ved 1080p.
Prisen er på 18.999 kroner og salget starter inden årets udgang.
Se også: Nyheder om hardware