Virtual reality skuffer – forbrugere har ikke taget teknologien til sig
Virtual reality er et koncept, der har eksisteret i årtier – men først omkring 2010 tog udviklingen fart. Den ene teknologivirksomhed efter den anden kom med sit bud på et VR-headset eller en VR-brille. I dag findes der virtual reality-headset fra firmaer som Ocolus (Meta), Valve, HTC, HP, Sony (PlayStation), Microsoft og Samsung.
Trods det efterhånden store udvalg ser det dog endnu ikke ud til, at VR som produktkategori har fået tilnærmelsesvis samme tag i forbrugerne som eksempelvis smartphones, tablets, smartwatches og bærbare computere.
Læs også: Alt om hardware – hvilke slags computerhardware findes der?
Kun én ud af 25 bruger sit VR-headset dagligt
En ny undersøgelse foretaget af den amerikanske investeringsbank Piper Sandler viser, at amerikanske forbrugere ikke just har taget VR til sig. Det skriver mediet CNBC.
29 procent af de adspurgte teenagere ejer ifølge undersøgelsen et VR-headset. Det kan lyde højt, men til sammenligning er tallet 87 procent for en iPhone.
VR-headsets bliver ikke brugt flittigt. Kun 4 procent af dem, som ejer et, svarer, at de bruger det dagligt. 14 procent bruger det ugentligt.
Der synes heller ikke at være den store interesse i at anskaffe sig et nyt VR-headset. Kun 7 procent svarer, at de har planer om at købe et VR-headset, mens 52 procent ikke var sikre eller slet ikke interesserede.
”For os viser den lunkne brug, at VR stadig er “tidlige dage”, og at disse enheder (VR-headset, red.) er mindre vigtige end smartphones,” fremgår det af rapporten.
Apple satser alt på kombineret VR- og AR-headset
Særligt det sidste resultat – at ganske få er interesserede i at købe et VR-headset – må være bekymrende nyheder for it-giganten Apple, som inden længe ventes at lancere sit første VR-headset.
Apple har angiveligt arbejdet på et VR-headset i syv år, og i løbet af det seneste års tid har rygterne om produktet intensiveret. Ligesom når Apple har trådt ind i andre produktkategorier såsom smartphones med iPhone, smartwatches med Apple Watch og tablets med iPad, ventes Apples indtog på VR-området at skabe fornyet interesse for VR-headset.
Sådan bliver Apples mixed reality-headset
Apple ventes at lancere et bud på VR-headset, der også fungerer som AR-headset. Det ventes at få 4K micro-OLED-skærme, tracking af øjne og bevægelser, en ekstern batteripakke, som brugeren skal have i lommen, kontaktlinser til svagtseende brugere, og så udvikler Apple et helt nyt styresystem, xrOS, til headsettet.
Apples direktør, Tim Cook, har ad flere omgang plæderet for, at Apples kommende mixed reality-headset bliver en gamechanger. For nylig udtalte han følgende til magasinet GQ:
”Hvis man tænker på selve teknologien med augmented reality, bare for at tage den ene side af AR/VR-delen, kan idéen om at kunne lægge ting fra den digitale verden ind i den fysiske verden i høj grad forbedre folks kommunikation og kontaktmuligheder. Det kan sætte folk i stand til at opnå ting, som de ikke kunne opnå før. Vi kan måske samarbejde meget lettere om noget, hvis vi sidder her og brainstormer om det, og pludselig kan vi trække noget op digitalt og både se det og begynde at samarbejde om det og skabe noget med det.”
”Og så er det tanken om, at der er et miljø, som måske er endnu bedre end den virkelige verden – at lægge den virtuelle verden ovenpå den kan være en endnu bedre verden. Og det er altså spændende. Hvis det kunne fremskynde kreativiteten, hvis det kunne hjælpe dig med at gøre ting, som du gør hele dagen igennem, og som du ikke rigtig har tænkt på at gøre dem på en anden måde.”
Om Apples kommende headset kan øge de unges interesse for produktkategorien, vil kun tiden vise. Headsettet ventes at blive præsenteret enten i løbet af sommeren eller efteråret.
Læs også: Nyheder om hardware