Amazons markedsværdi skrumpet med 7 500 mia. kr. siden juni
Det går ned ad bakke for de store it-giganter, som i 2022 har mistet enorme summer i markedsværdi. Meta, selskabet bag Facebook, har senest måttet fyre 11 000 medarbejdere, og hos Amazon går det ikke meget bedre.
Faktisk har sidstnævnte selskab netop oplevet en rekordstor tilbagegang i sin markedsværdi på intet mindre end 1 billion dollar eller hvad der svarer til 7 482 milliarder kroner. Dermed er Amazon det første selskab til at gå 1 billion dollar tilbage i markedsværdi i løbet af et år.
Det er finansmediet Bloomberg, som har bemærket, at Amazons værdi er styrtdykket siden sommeren. Så sent som 21. juni 2022 toppede Amazons markedsværdi på svimlende 1,88 billioner dollar eller 14 055 milliarder omregnet til danske kroner. Torsdag lå markedsværdien på blot 879 billioner dollar – en tilbagegang på 1,001 trillioner dollar eller 7 482 milliarder kroner.
Det er sket inden for et tidsrum af under 5 måneder, hvilket gør Amazons situation meget opsigtsvækkende.
Læs også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?
Præsenterede skuffende regnskab
Årsagen til den enorme tilbagegang er todelt. For det første præsenterede Amazon sidste måned et skuffende regnskab, der ikke levede op til investorernes forventninger. Samtidig forventer Amazon også ’kun’ en vækst på 2-8 procent i det indeværende kvartal.
Det er normalt ikke ringe, men for Amazon, som er vant til at vokse med raketfart, er det ikke tilfredsstillende.
Årsagen til den store nedgang skal også findes i den forværrede globale økonomi, der påvirker Amazons regnskab og markedsværdi.
De største it-giganter har tabt 4 trillioner dollar
Det er langt fra kun Amazon, der oplever en enorm tilbagegang i markedsværdien for tiden. Også Microsoft, som i oktober sidste år kort overgik Apple i markedsværdi, er også gået enormt tilbage – faktisk med næsten 900 billioner dollar. I dag er Microsoft omtrent det dobbelte værd i forhold til Amazon: 1,673 billioner dollar eller 12 511 milliarder kroner.
Til sammen har de fem største amerikanske techgiganter tabt i alt 4 billioner dollar eller knap 30 000 milliarder kroner i løbet af 2022. Det er mere end det samlede bruttonationalprodukt for Tyrkiet, Argentina og Schweiz.
Læs også: Nyheder om international tech