Apples privatlivstiltag koster sociale medier milliarder af kroner
Apples opdatering af iOS i 2021, der som standard fravalgte tracking via cookies i apps, har ikke kun haft stor betydning for de mange millioner iOS-brugere, som ifølge Apple har fået en del af deres online privatliv tilbage.
Det har også haft enorme konsekvenser for flere af de største sociale medieplatforme, som har netop online annoncering som deres primære indtjeningskilde.
Læs også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?
Apples privatlivstiltag ødelægger annonceforretninger
Økonomidirektøren i Meta Platforms, der ejer Facebook og Instagram, David Wehner, har tidligere estimeret, at Apples ændringer vil koste Facebook 10 milliarder kroner i manglende omsætning. Og da Meta Platforms præsenterede årsregnskab for 2021, kommenterede Sheryl Sandberg, der er driftsleder i selskabet, også på udfordringen.
“Ligesom andre i vores branche havde vi modvind som følge af Apples iOS-ændringer. Apple skabte to udfordringer for annoncørerne: Den ene er, at nøjagtigheden af vores annoncering blev mindre, hvilket øgede omkostningerne ved at opnå resultater, og den anden er, at det blev vanskeligere at måle disse resultater,” lød det fra Sheryl Sandberg.
Fire sociale medieplatforme taber 2.000 milliarder siden april
Da de sociale medieplatforme onsdag præsenterede deres regnskaber, tog alle deres aktier nogle store dyk. Meta Platforms aktie faldt 22 procent, Snap dykkede 18 procent, Twitter faldt med 8 procent og Pinterest faldt med 11 procent.
Et kig på markedsværdien på de fire af de store sociale medieplatforme Facebook, Twitter, Snapchat og Pinterest afslører, at de har mistet intet mindre end 2.040 milliarder kroner i markedsværdi, siden Apple valgte at blokere sporing af brugere. Det skriver Business Insider.
Meta Platforms (Facebook og Instagram)
Meta Platforms’ markedsværdi var den 26. april 2021 på 5.592 milliarder kroner, men er i dag nede på 4.260 milliarder kroner. Det er et fald på hele 1.331 milliarder kroner.
Snap (Snapchat)
Snaps markedsværdi var den 26. april 2021 på 598 milliarder kroner, men er i dag nede på 267 milliarder kroner. Det er et fald på 331,5 milliarder kroner.
Twitters markedsværdi var den 26. april 2021 på 344,6 milliarder kroner, men er i dag nede på 175,5 milliarder kroner. Det er et fald på 169,1 milliarder kroner.
Pinterests markedsværdi var den 26. april 2021 på 318,6 milliarder kroner, men er i dag nede på 104 milliarder kroner. Det er et fald på 214,6 milliarder kroner.
Læs også: Nyheder om international tech