Facebook: Betal 100 kroner og slip for målrettede annoncer

Selskabet Meta vil kræve, at brugere af Facebook og Instagram skal betale mellem 75 og 120 kroner per måned for slippe for målrettede reklamer.

Facebook: Betal 100 kroner og slip for målrettede annoncer

Brugere af Facebook og Instagram, som ikke giver samtykke til målrettet annoncering på de sociale medier, skal snart til at punge op.

I hvert fald hvis det står til moderselskabet Meta, som står bag de populære sociale medier. Det skriver Wall Street Journal.

Læs også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?

Betal med dine data – eller pung ud

Ifølge avisen er Meta tæt på at indføre en månedlig­ abonnementspris på 14 dollar, eller det der svarer til 100 kroner, for at bruge Facebook eller Instagram, hvis man altså ikke ønsker målrettede annoncer. Indvilliger man i personlige annoncer, forbliver Facebook eller Instagram ’gratis’. ’Gratis’ i den forstand, at man i stedet betaler med sine data.

Ønsker man adgang til både Facebook og Instagram uden målrettede annoncer, vil Meta tilbyde en pris på 17 dollar eller cirka 120 kroner for begge tjenester.

Prisen for adgang til én tjeneste er egentlig kun 70 kroner, hvis man tegner abonnementet via en computer. Den højere pris opstår, fordi Meta kalkulerer med, at de fleste tilgår de sociale medier fra en Android-mobil eller iPhone. Både Google og Apple tager en andel af Metas indtægter hver måned, og derfor kompenserer Meta for det ved at hæve prisen fra 70 kroner til 100 kroner for at opnå samme fortjeneste per bruger.

EU-Domstolen tvinger Meta til ændringer

Årsagen til den planlagte indførsel af betalingsmur, hvis man ikke ønsker målrettede annoncer, skal findes i EU-regler. Meta er i gang med at tilpasse sig til nye EU-regler, som begrænser, i hvilken grad it-giganter som Meta kan anvende målrettede annoncer uden at anmode om samtykke.

I juli afgjorde EU-Domstolen, at Facebook skal sikre samtykke fra brugere, inden der vises målrettede annoncer.

Derfor har Meta, under et møde med databeskyttelsesmyndigheder både i Irland og Bruxelles i september, løftet sløret for sine planer. Irland er inde i billedet, fordi landet håndhæver EU’s privatlivslov over for Meta, da selskabet har europæisk hovedkontor i landet. Det er nu op til EU at komme med input til Metas forslag.

Det er uvist, hvornår ændringen træder i kraft. Ifølge Wall Street Journal har Meta dog tidligere meldt ud til EU, at selskabet er i stand til at overholde de nye regler allerede fra slutningen af oktober. Reglerne kræver, at Meta skal indhente samtykke fra brugere, før de begynder at vise såkaldte adfærdsbaserede annoncer, som er målrettet ud fra data baseret på brugernes aktivitet.

Meta håber, at tiltaget vil gøre EU tilfreds. I EU’s forordning om digitale markeder (Digital Markets Act), som Metas sociale medier er omfattet af, er det nemlig et krav, at brugere, som ikke giver samtykke til visse typer af dataindsamling, stadig kan tilgå tjenesterne.

Meta estimerer, at selskabet har cirka 259 millioner månedlige aktive Facebook-brugere og 257 millioner månedlige aktive Instagram-brugere i EU. Metas regnskab for andet kvartal 2023 viser, at selskabet tjente cirka 17,88 dollar per Facebook-bruger i Europa.

Læs også: Nyheder om international tech