Intel: Manglen på chips fortsætter ind i 2023

Kombinationen af en hidtil uset efterspørgsel og begrænsninger i forsyningskæden gør, at chipmanglen fortsætter ind i 2023, lyder det fra Intel.

Intel: Manglen på chips fortsætter ind i 2023

I forbindelse med fremlæggelsen af selskabets regnskab for fjerde kvartal af 2021 spåede Intels administrerende direktør Pat Gelsinger, at den globale mangel på chips vil vare ved i hele 2022 og ind i næste år.

Ramt af uset efterspørgsel og forsyningsbegrænsninger

“Hvis man ser på tværs af industrien, var 2021 domineret af to tilbagevendende temaer, nemlig en hidtil uset efterspørgsel og økosystemets forsyningsbegrænsninger,” lød det fra Gelsinger.

Pat Gelsinger, CEO for Intel
Pat Gelsinger, CEO for Intel, vurderer at den globale chipmangel fortsætter ind i 2023.

Gelsinger forklarer, at begrænsningerne blev mest akut mærket på markedet inden for bærbare computere, men begrænsningerne har i vid udstrækning påvirket andre markeder, herunder bilindustrien, Internet of Things og datacentre.

”Som vi forudsagde, forventes disse begrænsninger i økosystemet at fortsætte gennem 2022 og ind i 2023. Trods gradvise forbedringer i løbet af denne periode vil industrien fortsat opleve udfordringer på en række områder, herunder mangel på specialiserede og generelle halvlederfabrikker, substrater samt silicium fra tredjepart,” uddyber han.

Gelsinger nævnte også strømstyringscontrollere, display LED-controllere og forskellige komponentstykker som andre områder, hvor manglen er og forsat vil være et problem.

Se også: Hvad laver tech-giganterne?

Planlægger verdens største chipfabrik

Intels topchef slår dog fast, at selskabet er godt positioneret til at navigere i markedet, da virksomheden altid har lagt vægt på at bygge chips fra sine egne fabrikker. Virksomheden sagde i denne uge, at den planlægger at bygge et nyt kæmpefabrik i Ohio i USA, selv om planen er at bygge strukturen eller “skallerne” og så tilføje produktionsudstyr senere.

Denne megafabrik, der vil bestå af otte produktionsfaciliteter, vil koste omkring 100 milliarder dollar at bygge, men så kan den også ende med at blive verdens største af slagsen.

Projektet er så stort og vigtigt, at den amerikanske præsident Joe Biden har opfordret Kongressen til at vedtage en lov kaldet CHIPS Act, som vil give 52 milliarder dollars i støtte til Intel og andre chipproducenter i landet.

Biden forklarer, at det er vigtigt af hensyn til landets økonomiske konkurrenceevne og nationale sikkerhed.

Se også: Nyheder om international tech