Meta tester end-to-end-kryptering i Facebook Messenger

Meta, firmaet bag Facebook, er gået i gang med at teste end-to-end-kryptering i Facebook Messenger. Dermed kan it-kriminelle og mellemmænd ikke snage i beskedernes indhold.

Meta tester end-to-end-kryptering i Facebook Messenger

I de senere år, efterhånden som fokus på it-sikkerhed og alvorlige databrud er øget, er det blevet mere udbredt at anvende end-to-end-kryptering (E2EE) i blandt andet chatapps. Det er allerede i dag implementeret i populære apps som Signal, Telegram og WhatsApp. Det forhindrer, at andre end afsender og modtager – eksempelvis ens internetudbyder, teleselskab, it-kriminelle eller leverandørerne af applikationerne – kan snage i indholdet.

Og nu hopper endnu en populær chatapp med på krypteringsvognen. Messenger Messenger får nemlig fuld understøttelse af end-to-end-kryptering. Det oplyser selskabet bag, Meta, i en pressemeddelelse.

Læs også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?

Tester kryptering som standard hos udvalgte brugere

Meta ønsker at gøre end-to-end-kryptering standard i alle samtaler via Facebook Messenger. Derfor er it-giganten denne uge begyndt at teste teknologien, hvor den er aktiveret som standard hos udvalgte brugere af Messenger-appen til Android og iOS. Ifølge Meta krypteres testpersonernes mest aktive samtaler automatisk med end-to-end-kryptering.

Det er endnu ikke muligt for dem, der tester funktionen, at bruge end-to-end-kryptering via messenger.com, Messenger til Windows eller i samtaler, der ikke er krypterede.

Tester sikker lagring af krypteringsnøgler på iOS og Android

En vigtig funktion i chatapps er muligheden for at kunne gå tilbage og søge i chathistorikken over tidligere sendte beskeder. Når beskederne er ende-til-ende-krypterede, vil Meta ikke have adgang til beskederne, medmindre brugerne rapporterer beskeder til it-giganten. Derfor er formålet med den nye test også at teste sikker lagring af tidligere sendte beskeder på de forskellige platforme, så brugere nemt kan gendanne tidligere krypterede beskeder.

I Messenger-appen vil ens sendte og modtagne krypterede beskeder automatisk blive sikkerhedskopieret, og derfor bliver brugere af Messenger også bedt om at oprette en sekscifret PIN-kode eller en unik adgangskode. Den skal bruges, når brugerne vil gendanne en sikkerhedskopi af krypteringsnøglen for at kunne gendanne beskederne, når Messenger-appen tages i brug på en ny enhed.

Ønsker man ikke at have krypteringsnøglen lagret hos Meta, er det også muligt at sikkerhedskopiere den via cloudtjenester fra tredjeparter. iPhone-brugere kan eksempelvis opbevare krypteringsnøglen i iCloud. Sikkerhedskopiering til Google Drev ligesom i det Meta-ejede WhatsApp vil formentlig også blive tilgængelig i Facebook Messenger.

Ruller først ud globalt næste år

Meta er altså pt. i gang med at teste end-to-end-kryptering i Messenger. Det betyder også, at du må væbne dig med lidt tålmodighed, hvis du ser frem til selv at kunne bruge krypterede beskeder og opkald via Messenger-appen. Meta oplyser nemlig, at den globale udrulning af end-to-end-kryptering først sker i 2023. Hvornår i løbet af næste år, fremgår endnu ikke.

Allerede i dag understøtter Facebook Messenger delvist end-to-end-kryptering. Det er muligt at aktivere ”hemmelig samtale” med en person, som man chatter med. Vælger man denne, åbnes et nyt chatvindue, hvor beskederne er ende-til-ende-krypterede via samme krypteringsprotokol, som er brugt i Signal.

Se også: Nyheder om international tech