Microsoft og 35 delstater støtter Epic Games i retssag mod Apple
Siden august 2020 har Apple og spilgiganten Epic Games – bedst kendt for at stå bag spillet Fortnite – været i en juridisk slåskamp. Epic Games mener, at Apple misbruger sin dominerende position på markedet til eksempelvis at beholde en andel på 30 procent af alle betalinger, ligesom Apple forbyder appudviklere at anvende egne betalingsløsninger eller sende kunder videre til egen hjemmeside for at tegne et abonnement der.
Apple vandt sagen i september. Ugen efter appellerede Epic Games’ afgørelsen, da selskabet mener, at dommeren Judge Gonzales Roberts begik for mange juridiske fejl i sin afgørelse. Nu har Epic Games fået stor opbakning fra vigtige interessenter, som også stiller sig utilfredse med Apples praksis, når det kommer til distribution af software via iOS.
Læs også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?
Microsoft: Apple har ekstraordinær magt
I sidste uge indgav Microsoft et såkaldt amicus curiae-indlæg – et juridisk dokument indgivet af en, der ikke er part i sagen, men som har en interesse i den – hvor it-giganten bakker op om Epic Games’ kamp mod Apples påståede konkurrencebegrænsende praksis.
I dokumentet skriver Microsoft, at Apple har en ”ekstraordinær magt som gatekeeper”.
“Onlinehandel og interpersonelle forbindelser foregår i høj grad, og nogle gange overvejende, via iOS-enheder. Kun få virksomheder (…) har kontrolleret det rør, hvor en så stor del af den økonomiske aktivitet flyder igennem,” lyder det blandt andet fra virksomheden.
Læs også: Hvad er software og it, og hvilken betydning har det for samfundet?
35 delstater og justitsministeriet blander sig
Senest har Epic Games også fået opbakning af en koalition af hele 35 statsadvokater og den amerikanske rettighedsorganisation Electronic Frontier Foundation, som kæmper for frihedsrettigheder i den digitale verden.
En statsadvokat fra delstaten Utah leder koalitionen og har udtalt, at Apple “skader mobilapp-udviklere” og “millioner af borgere” inden for staternes grænser.
Selv Antitrustafdelingen i USA’ justitsministerium har blandet sig i sagen. Den oplyser ganske vist, at den formelt ikke tager hverken Epic Games eller Apples parti, men blot tilkendegiver sit syn på den relevante lovgivning. Justitsministeriets indblanden tolkes dog som opbakning til Epic Games’ holdning.
Apple: Vi tror, dommen bliver stadfæstet
Apple har udsendt følgende kommentar til BBC:
“Vi er optimistiske og tror, at dommen vil blive stadfæstet i appelsagen, og at Epic’s protest vil mislykkes. Vi er fortsat forpligtet til at sikre, at App Store er en sikker og pålidelig markedsplads for forbrugerne og en fantastisk mulighed for udviklere.”
Læs også: Nyheder om international tech