Microsoft opkøber spilgiganten Activision Blizzard
Det kom noget uventet, men Microsoft har annonceret, at it-giganen opkøber Activision Blizzard i en kontant handel til en sum på 68,7 milliarder dollars, cirka 452 milliarder kroner. Microsoft var i forvejen den femtestørste spilvirksomhed målt på omsætning, mens Activision Blizzard var femtestørst. Til sammen bliver de nu den næststørste spilgigant, kun overgået af Sony.
Populære spil kun til Xbox og PC
Opkøbet betyder, at populære franchises fra Activision, Blizzard og King-spilstudierne såsom Warcraft, Diablo, Overwatch, Call of Duty, Candy Crush samt en række andre titler havner under Microsofts gaming-paraply. Disse titler, der er populære spil på både PC, konsol og smartphone, giver Microsoft en endnu bedre position inden for alle former for spil.
Det er Microsofts plan at lægge Activision Blizzard-titler ind i deres abonnementtjeneste, der allerede har over 25 millioner abonnenter.
Direktør for Microsoft Gaming Phil Spencer fortæller, at planen er at tilbyde så mange Activision Blizzard-spil som muligt som en del af Xbox og PC Game Pass, inklusive nuværende og nye titler. Det sætter også fart i væksten af Xbox Gaming Cloud.
Activision har næsten 400 millioner månedlige aktive spillere og næsten 10 000 ansatte. Når opkøbet er gennemført, har Microsoft 30 spiludviklingsstudier samt årtiers erfaring med spiludgivelse, så de bliver en stor magtfaktor hos alle dem, der sidder ved en stor og kraftfuld gamercomputer.
Skandaleramt direktør fortsætter
Bobby Kotick fortsætter med at være direktør for Activision Blizzard – i hvert fald indtil videre. Når opkøbet er afsluttet, ligger Activision Blizzard under Phil Spencer som direktør. Kotick var i 2021 under pres, da selskabet blev kritiseret af tidligere ansatte for problemer med seksuelle overtrædelser og mobning fra ledelsen, men han får altså lov at fortsætte.
For nylig fyrede spilstudiet dog en række chefer, mens andre fik en offentlig reprimande.
Aftalen forventes at blive afsluttet senere på året efter den sædvanlige gennemgang og godkendelse fra myndighedernes side. Bestyrelserne for begge selskaber har allerede godkendt aftalen.
Se også: De største virksomheder inden for tech
Sony risikerer at miste mange populære spil
Microsofts opkøb af Activision Blizzard rammer konkurrenten Sony hårdt. Umiddelbart efter annonceringen af opkøbet faldt Sonys aktieværdi med omkring 130 milliarder kroner.
Sonys aktieværdi lukkede onsdag med et fald på 13 procent, hvilket var det største fald siden den globale finanskrise i 2008. Årsagen er, at de mange populære spil fra Activision Blizzard kan blive fjernet fra Sony PlayStation og udelukkende blive tilbudt på Microsofts konkurrerende Xbox.
Se også: Nyheder om international tech