Qualcomm åbner seks nye XR-forskningsenheder i Europa
Qualcomm står klar til at indlede en stor satsning i Europa inden for det, der kaldes for Extented Reality (XR). Virksomheden har åbnet nye laboratorier i seks byer som en forpligtelse til ingeniørarbejdet og udviklingen samt for øge adgangen til teknologien.
Den amerikanske chipvirksomhed erklærer i en pressemeddelelse, at dette skridt er et yderligere bevis på virksomhedens ønske om at gøre XR til fremtidens mobile computerverden, og at laboratorierne vil fokusere på vigtige teknologiske udviklingsområder. Det gælder håndsporing, gestus-styring, 3D-kortlægning og lokaliseringstjenester foruden flerbrugeroplevelser og billedgenkendelse.
Skal gøre metaverset til en realitet
Det overordnede mål er at designe “lette og slanke” briller og samtidig styrke sin XR-udviklerplatform for at skabe oplevelser på tværs af forbruger-, detailhandels-, industri-, virksomheds-, uddannelses- og sundhedsområdet.
Qualcomm forklarer, at selskabet ønsker at bringe XR ud til masserne, samtidig med at selskabet fremhævede, hvordan dets arbejde ville bidrage til at “gøre metaverset til en realitet”.
Europa står stærkt inden for udvikling
Enrico Salvatori, der er vicedirektør og præsident i Qualcomm Europa, forklarer, at mulighederne for XR er betydelige, og at Europa allerede i dag står stærkt inden for udvikling med et blomstrende fællesskab for augmented reality og virtual reality (AR/VR). Qualcomm er også fast besluttet på at gøre XR til fremtiden for mobile computere.
“Brillante hjerner arbejder allerede med høj hastighed på at realisere vores vision om XR og bringe et væld af revolutionerende oplevelser til alle forbrugere, sundhedssektoren og industrien”, siger han.
Skal XR blive en succes, kræver det, at 5G er godt udviklet og kommer bredt ud. Qualcomm har da også allieret sig med Sean Seaton, Senior Vice President Group Partnering and Devices hos Deutsche Telekom. Han forklarer, at XR er det næste trin inden for mobile computere, og Deutsche Telekom er glade for åbningen af Qualcomm XR R&D-laboratorier i Europa.
”Vi ser frem til at arbejde tæt sammen med Qualcomm Technologies for at føre vores fælles vision ud i livet. XR er utroligt spændende og vil ændre den måde, vi arbejder og lever på. 5G og fremtidige netværksinnovationer vil give mulighed for oplevelser, som vi ikke engang kunne have forestillet os,” siger han.
Se også: Hvad laver de største tech-virksomheder?
XR-markedet bliver enormt værdifuldt
Det globale XR-marked forventes at være tæt på 300 milliarder dollar værd i 2024. På internationalt plan er innovationen inden for XR stærk i USA og Asien-Stillehavsområdet – især i Japan, Sydkorea og Kina.
XR kan, lyder det, berige spil, film, tv, sport, musik eller livearrangementer og give forbrugerne mere medrivende, engagerende og fanbaserede oplevelser, der når ud til flere publikummer og øger engagementet.
Inden for turisme giver XR potentielle kunder mulighed for at forestille sig den oplevelse, de søger, for eksempel til at give dem et glimt af, hvad deres rejse har i vente. Det kan være at vise eksotiske fisk i havet, helikopterture, luksushotelværelser og lignende.
XR giver også muligheder inden for sundhed, hvor man kan opstille sikre miljøer til genoptræning og behandlinger samt tidlig påvisning af visse lidelser eller særlige behov. Også inden for uddannelse og læring er der store forventninger til teknikken.