Qualcomm og Microsoft samarbejder om AR og metavers

Som del af nyt samarbejde om metaverset vil Qualcomm stå for en specialudviklet AR-chip, som Microsoft skal bruge til nye lette AR-briller.

Qualcomm og Microsoft samarbejder om AR og metavers

I tech-branchen har man i noget tid talt om metaverset, men det var først, da Facebooks topchef Mark Zuckerberg i efteråret 2021 annoncerede det nye selskab Meta som moderselskabet for Facebook, at kendskabet til metaverset for alvor kom bredt ud. Mark Zuckerberg har nemlig som vision at sidde tungt på netop metaverset, en virtuel verden, hvor alle og enhver kan mødes og interagere med hinanden ligesom i den virkelige verden.

Meta er dog ikke det eneste selskab, der har et godt øje til metaverset – også Qualcomm og Microsoft kommer til at satse meget på at få en bid af kagen. De to selskaber har netop annonceret et partnerskab, der skal aktivere deres visioner for, hvordan metaverset skal bruges og skabe omsætning.

AR-chips til ny hardware

Qualcomm har længe arbejdet på Extended Reality (XR), som omfatter augmented, virtual og mixed reality-oplevelser. Selskabet har udviklet XR2 5G-platformen, som hardwareudviklere kan benytte, og de har også lanceret Snapdragon Spaces XR Developer Platform.

Partnerskabet med Microsoft dækker udvikling af skræddersyede AR-chips for at skubbe mere strømbesparende og brugervenlig hardware ud på markedet.

En del af den hardware, der skal samarbejdes omkring, er specialfremstillede AR-chips til en ny bølge af energieffektive, lette AR-briller.

Se også: De største IT-giganter

Integration af Microsoft Mesh og Snapdragon Spaces XR Developer Platform

Samtidig er der planer om at integrere software som Microsoft Mesh og Snapdragon Spaces XR Developer Platform. Microsoft Mesh kan beskrives som en samarbejds- og kommunikationsplatform, der skal samle holografisk virtuelt samarbejde på tværs af flere enheder, hvad enten det er VR-headset, AR, laptops eller smartphones.

Mesh forbindes med Microsoft Teams-samarbejdsappen med personlige avatarer. Der er også en Mesh-app til virksomhedens HoloLens-hardware og kompatibilitet med den sociale VR-platform AltspaceVR.

Se også: Nyheder om international tech