Regeringen vil begrænse techgiganterne og indføre aldersverifikation

En ekspertgruppe er klar med 13 anbefalinger, som skal dæmme op for techgiganternes store indflydelse på samfundet, økonomien og mennesker - særligt børn.

Regeringen vil begrænse techgiganterne og indføre aldersverifikation

Techgiganterne har de seneste 20 år haft kronede dage med massiv vækst og stor indflydelse på samfund, økonomi og almindelige menneskers hverdag. Men de er også blevet en udfordring for samfundet, mener regeringen.

Læs også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?

13 tiltag skal hjælpe regeringen til at begrænse techgiganterne

Derfor ønsker regeringen at regulere techgiganternes forretningsmodeller i et forsøg på at begrænse deres datahøst, fastholdelsesmekanismer og evne til at forudsige og påvirke adfærd.

I november 2021 præsenterede den daværende regering et udspil om mere retfærdig konkurrence og bedre forbrugerbeskyttelse, der indeholdt 22 initiativer. Et af disse initiativer bestod af en ekspertgruppe, som fik til at opgave at undersøge techgiganternes forretningsmodeller og komme med konkrete anbefalinger til, hvordan problemstillingerne relateret til techgiganterne kan håndteres.

Ekspertgruppen er nu klar med 13 anbefalinger til, hvordan man bedre kan håndtere nogle af de problemstillinger, der er forbundet med techgiganternes platforme. Regeringen ønsker at gennemføre disse anbefalinger både i Danmark og EU:

Ekspertgruppens 13 anbefalinger til regeringen

1. Begrænsning af og klarere valg ift. techgiganternes datahøst

1.1 Aldersgrænsen for samtykke til behandling af persondata rykkes fra 13 til 16 år
1.2 Håndhævelse af databeskyttelses- og cookiereglerne overfor techgiganterne
1.3 Mulighed for at takke nej til datahøst

2. Begrænsning af techgiganternes brug af fastholdelsesmekanismer

2.1 Fastholdelsesmekanismer slået fra som standardindstilling
2.2 Tidsbegrænsning for børns brug af sociale medier
2.3 Neutralitetsknap og indsats mod skadelige designpraksisser

3. Mere effektiv kontrol med techgiganternes evne til at forudsige og påvirke adfærd

3.1 Forbud mod profilering på baggrund af personoplysninger
3.2 Krav til udvikling af algoritmer
3.3 Præcisering af techgiganters ansvar for deres algoritmer
3.4 Forsker- og medie adgang til techgiganters data

4. Techgiganternes ansvar ift. børn og unges adgang til platforme med ikkealderssvarende indhold skærpes

4.1 Krav om effektiv aldersbekræftelse
4.2 Videreudvikling af det digitale indre marked med fokus på børn og unge
4.3 Indførelse af alderssvarende ad færdskodeks ifm. databeskyttelsesreglerne.

Vil beskytte mindreårige bedre med effektiv aldersbekræftelse

Noget, der ligger regeringen særligt på sinde, er at øge beskyttelsen for mindreårige, der anvender techgiganternes platforme. Konkret vil regeringen ændre reglerne for databeskyttelse af børn, så de fastsættes på en højere grænse end de 13 år, det er i dag.

Dermed bliver flere mindreårige, som bruger Facebook, Instagram, YouTube og Snapchat, bedre beskyttet mod indhentning af personlige oplysninger. Indtil det sker vil det være et krav for techgiganterne at indhente samtykke fra forældre for at kunne indhente personoplysninger, lyder det.

Regeringen ønsker også at indføre aldersbekræftelse for at beskytte børn mod upassende indhold såsom porno eller videoer af krig. For at få adgang til hjemmesider eller downloade apps med indhold, som ikke er egnet til børn, skal man derfor bekræfte digitalt, at man er voksen.

Det kan ske enten gennem den kommende fælleseuropæiske wallet-løsning eIDAS eller ved brug af ansigtsgenkendelsesværktøjet Yoti, som bruger kunstig intelligens til at estimere brugerens alder. Sidstnævnte anvendes allerede af de største pornosider og er også ved at blive rullet ud af Meta på dets tjenester, oplyser ekspertgruppen.

Ekspertgruppen består af

  • Kasper Fogh Hansen
  • Lars Thinggaard
  • Lone Sunesen
  • Mie Oehlenschläger
  • Mikkel Flyverbom (formand)
  • Miriam Michaelsen
  • Pernille Tranberg
  • Peter Svarre
  • Rebecca Adler-Nissen
  • Rikke Frank Jørgensen
  • Sune Lehmann
  • Thomas Bolander

Læs også: Nyheder om international tech