Se hvordan it-giganterne retter ind efter nye EU-regler

Deadlinen for at overholde EU’s forordning om digitale markeder (DMA) er nået. Se hvordan de seks udpegede "gatekeepere" har reageret på EU-reglerne.

Se hvordan it-giganterne retter ind efter nye EU-regler

Den 6. marts markerer et længe ventet øjeblik. Det er seneste frist for, hvornår de største “gatekeepere” inden for techbranchen skal overholde EU’s forordning om digitale markeder (også kaldet Digital Markets Act eller bare DMA).

DMA kræver, at magtfulde techgiganter tillader øget grad af interoperabilitet og undgår at forfordele deres egne digitale tjenester. Reglerne har skabt stridigheder om, hvilke tjenester der skal inkluderes, udløst begejstring blandt mindre konkurrenter og resulteret i store ændringer for, hvordan store techgiganter som Apple, Alphabet og Meta håndterer grundlæggende dele af deres forretning.

Læs også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?

Nu EU-regler skal begrænse techgiganternes dominans

EU har udpeget seks techvirksomheder som gatekeepere. Det er defineret som store digitale platforme, der leverer “kernetjenester” som såsom appbutikker, søgemaskiner og webbrowsere.

DMA’s restriktioner gælder for specifikke tjenester ejet af virksomhederne Alphabet, Amazon, Apple, ByteDance, Meta og Microsoft.

Hvad er en gatekeeper?

Europa-Kommissionen vurderer, at en digital platform er en gatekeeper, hvis den opfylder to betingelser:

  1. Den skal have en årlig omsætning i EU på mindst 7,5 milliarder euro i hvert af de seneste tre regnskabsår eller en gennemsnitlig markedsværdi på 75 milliarder euro i det seneste regnskabsår, samtidig med at den leverer sin kerneplatform til mindst tre EU-lande.
  2. Virksomheden skal drive en kerneplatform med mindst 45 millioner aktive brugere om måneden i EU og mere end 10.000 aktive erhvervsbrugere om året i EU i hvert af de seneste tre regnskabsår.

Gatekeepere, der ikke overholder forordningen om digitale markeder, kan få bøder på op til 10 procent af den globale omsætning og op til 20 procent for gentagne overtrædelser.

Nu – efter mange års debat – træder reglerne endelig i kraft. De i alt 22 udpegede platforme skal fra og med 6. marts 2024 tage proaktive skridt, som EU mener vil gøre de digitale markeder mere fair og åbne.

For eksempel skal gatekeepere lade andre virksomheders tjenester være kompatible med egne tjenester. De må heller ikke favorisere deres egne produkter over konkurrenternes på ranglister, og de må ikke betinge adgangen til appbutikker for tredjepartsudviklere af, at de bruger deres betalingssystemer eller andre tjenester.

Hvad har techgiganterne gjort for at overholde DMA?

Se herunder, hvad de forskellige gatekeepere har gjort for at imødekomme EU’s forordning om digitale markeder:

Alphabet

Alphabet har en lang række tjenester – lige fra sin dominerende Google-søgemaskine til den udbredte Chrome-webbrowser og det populære Android-styresystem.

Alphabet har mange tjenester, der er forbundet med hinanden for at øge selskabets magt. Det har resulteret i otte tjenester, der er omfattet af DMA:

  1. Google Play
  2. Google Maps
  3. Google Shopping
  4. Google Søgning
  5. YouTube
  6. Android-operativsystemet
  7. Alphabets online-reklamesystem
  8. Google Chrome

I januar og marts annoncerede Alphabet en række ændringer, som påvirkede alt fra datadeling til søgeresultater for EU-brugere.

Skærm til valg af standardtjenester

Brugere bliver gjort opmærksom på, at de kan vælge en standardbrowser på Android-enheder og en standardsøgemaskine i Chrome-browseren på tværs af platforme.

Links til konkurrenter

Der er nu links til konkurrerende sider, når man søger på Google efter ting som flyrejser og hoteller, herunder en dedikeret plads til sammenligningssider. Google vil også fjerne nogle af sine egne widgets såsom Google Flights-boksen.

Datadeling kan fravælges

Brugere kan fravælge, at visse data deles på tværs af YouTube, Google Søgning, annoncetjenester, Google Play, Chrome, Google Shopping og Google Maps.

Nye muligheder for at eksportere data fra Google

Google har lanceret et nyt API til dataeksport, så udviklere kan bygge videre på Googles Takeout-tjeneste, som lader brugerne flytte data ud af Googles tjenester.

Betalinger uden for Play-butik

Play Store-appudviklere kan viderestille brugere i EØS til at betale for apps uden for Play-butikken for at fremme alternative betalingsmetoder.

Apple

Apple er det måske mest omtalte mål for de nye EU-regler på de grund af det meget lukkede økosystem, Apple har i iOS. iOS, webbrowseren Safari og App Store er alle udpeget til ”kerneplatformtjenester”, som Apple skal åbne op for.

Den 25. januar annoncerede Apple, hvilke tiltag virksomheden ville udrulle i iOS 17.4, som er udgivet 6. marts:

Alternative appbutikker

Udviklere kan distribuere iOS-apps via appbutikker fra tredjeparter, hvilket mindsker Apple App Stores monopol på iPhone-apps.

Alternative appbutikker kan også håndtere apps

Apple har måttet udvikle et nyt framework og nye API’er, der gør det muligt for udviklere af alternative appbutikker at administrere installationer og opdateringer af apps uden for App Store.

Alternative browsermotorer

iOS 17.4 understøtter browsermotorer fra tredjeparter, der ikke er baseret på Apples egen WebKit-motor, som er fundamentet i Safari.
En ny skærm opfordrer samtidig iOS-brugere til at vælge en standardbrowser.

Kontaktløs betaling med andet end Apple Pay

Apple er tvunget til at åbne op for adgang til NFC-chippen i iPhones, så man kan bruge andre kontaktløse betalingstjenester Apple Pay. Blandt andet MobilePay vil udnytte denne mulighed.

Store protester fra Apple

Apple har protesteret voldsomt mod, at it-gigantens tjenester falder ind under DMA og har argumenteret for, at de driver fem separate App Stores (som ville være små nok til at undgå EU-forordningen) i stedet for en enkelt platform.

Det lykkedes ikke, men Apple overbeviste EU-Kommissionen om, at iMessage ikke kvalificerer sig som en gatekeepertjeneste.

Mange udviklere og kritikere har beskrevet Apples ændringer som utilstrækkelige og endda “ondsindet efterlevelse”. Apples nye regler kræver, at App Store-alternativer enten betaler et ”kerneteknologigebyr” på 0,50 euro for apps med over 1 million downloads eller holder sig til de 15 til 30 procent, som virksomheden tager i øjeblikket.

En håndfuld tredjeparts app-markedspladser er blevet annonceret af Epic Games, MacPaw og Mobivention.

Webbrowserudbydere som Google og Mozilla arbejder angiveligt på nye iOS-browsere, men ingen af virksomhederne har officielt annonceret, hvornår disse apps vil være tilgængelige.

Meta

Meta, der står bag Facebook og Instagram, har seks tjenester, der er omfattet af forordningen:

  1. Facebook Marketplace
  2. Facebook
  3. Instagram
  4. WhatsApp
  5. Messenger
  6. Meta-annoncer

Målrettede reklamer er Metas levebrød, og sidste år forsøgte de at imødegå bekymringerne ved at lade brugerne betale for at undgå reklamer. De lancerede en reklamefri udgave af Facebook og Instagram til 75 kroner per måned.

Annoncer er også sat på pause for brugere under 18 år.

Den europæiske forbrugerorganisation (BEUC) har sagsøgt Meta. Søgsmålet hævder, at det “meget høje abonnementsgebyr” betyder, at brugerne “ikke havde et reelt valg.”

Sidste år annoncerede Meta også, at WhatsApp bliver kompatibelt med andre beskedtjenester.

Amazon

Amazons magtfulde position inden for detailhandel bygger på et komplekst dataindsamlingssystem og en enorm tredjepartsmarkedsplads, som nogle sælgere klager over har givet Amazon en uretfærdig fordel. Amazon har to tjenester, der falder ind under DMA: deres online markedsplads og deres reklameforretning.

Indhenter nyt samtykke

Amazon er begyndt at bede kunder, der besøger deres webshop i EU, om tilladelse til at indsamle deres oplysninger til personaliserede annoncer.

Accept eller afvisning af disse vilkår vil påvirke Amazons mulighed for at indsamle oplysninger på tværs af deres underholdningstjenester, herunder Amazon Prime Video, IMDb, Twitch og på deres smart home-enheder, Kindle e-bogslæsere, appbutikker, operativsystemer og Fire-tablets. Det kan gøre det sværere for Amazon at sælge og vise personaliserede annoncer til brugere i EU.

Amazon har også forpligtet sig til at give annoncører og udgivere med kampagner i EU “nye, udvidede rapporter”, som de kan få adgang til fra Amazons hjemmeside. Disse rapporter indeholder mere detaljerede oplysninger om, hvor meget en annoncør betaler for annoncer, og hvor meget en udgiver modtager fra annoncer, der vises på en tredjeparts hjemmeside eller app.

Ændringer i Amazons markedsplads

Amazon har dog endnu ikke beskrevet, hvilke ændringer de vil foretage for at sikre, at deres webshop fremmer konkurrencen under DMA.

Microsoft

Microsofts Windows-styresystem falder ind under DMA’s regler, og det ændrer, hvor meget virksomheden promoverer – eller lader brugerne undgå – mange andre apps og tjenester i det.

Ændringer i Windows 11

Softwaregiganten har været nødt til at foretage en række ændringer for at overholde reglerne, herunder at tilføje muligheden for at deaktivere den indbyggede Bing-websøgning, tilbyde en ny mulighed for at afinstallere Edge-browseren og tillade virksomheder som Google at tilføje deres egne tilpassede websøgninger i Windows.

Microsoft vil give Windows-computere mulighed for at fjerne Bing-resultater fra Windows’ søgefunktion, så Google potentielt kan vise sine egne søgeresultater her i stedet.

Tredjeparter som Google vil også kunne tilføje feeds til Windows Widget Board. Som en del af DMA-reglerne, der skal gøre det nemmere at afinstallere forudinstallerede apps, vil Windows 11-brugere også kunne afinstallere programmerne Kamera, Cortana og Fotos.

Alle disse ændringer er allerede blevet rullet ud til Windows-computere i EØS-landene.

EU havde oprindeligt vurderet Edge, Bing og Microsoft Advertising som gatekeepertjenester, men myndighederne gav Microsoft medhold i, at de ikke er kvalificerede.

ByteDance

Den kinesiske gigant ByteDance har kun sit sociale netværk TikTok, som er omfattet af forordningen.

ByteDance har lanceret et API, der lader europæiske brugere overføre deres data til andre apps, der har registreret sig hos TikTok for at bruge værktøjet.

Registrerede udviklere kan overføre opslag, følgere og anden aktivitet fra TikTok til deres egne apps med brugernes tilladelse. TikTok har også forbedret sit “Download dine data”-værktøj, som lader brugere eksportere og downloade deres opslag og andre oplysninger.

Læs også: Nyheder om international tech