Danske SMV’er rammes af hackerangreb som aldrig før

Hackere har fået øjnene op for de helt små virksomheder, som har oplevet hele 156 procent flere hackerangreb siden 2019. Det viser en ny analyse fra SMVdanmark.

Danske SMV’er rammes af hackerangreb som aldrig før

Der er sket en massiv stigning i antallet af hackerangreb rettet mod de mindre danske virksomheder. Det viser en ny analyse, som SMVdanmark, der er hovederhvervsorganisation for 18 000 små og mellemstore virksomheder, står bag.

Læs også: It- og cybersikkerhed har aldrig været vigtigere end i dag

Stor stigning i antallet af hackerangreb på SMV’er

23 procent, eller godt hver fjerde danske SMV med mellem 10 og 49 ansatte, har i løbet af 2021 oplevet et brud på it-sikkerheden. Det er en stigning på hele 156 procent sammenlignet med 2019.

Også for de lidt større virksomheder med mellem 50 og 99 ansatte er der sket en stor stigning på 162 procent, mens stigningen er på henholdsvis 116 og 77 procent for virksomheder med 100-249 ansatte og 250 eller flere ansatte.

Se også: Effektivt regnskabsværktøj til selvstændige

Selv om risikoen for hackerangreb stiger, efterhånden som virksomhedens størrelse øges, er det altså nu i højere grad de mindre virksomheder, som hackere går efter.

Lasse Lundqvist, der er konsulent og cyberekspert i SMVdanmark, mener, at tallene vidner om, at der skal gøres noget radikalt for bedre at beskytte de mindre virksomheder:

”Mange mindre virksomheder har den opfattelse, at et hackerangreb ikke sker for dem, for hvorfor skulle det dog være interessant at hacke sig ind i deres virksomhed, tænker de. Her er det vigtigt, at man husker på, at hvis noget har værdi for virksomheden, har det også værdi for en hacker. Alle brancher kan blive ramt af et hackerangreb. Det er lige præcis dét, de nye tal i analysen vidner om,” siger han.

Danske SMV’er er mere digitaliserede – og mere sårbare

Ifølge SMVdanmark er har Danmark den største andel af små og mellemstore virksomheder, som har digitaliseret deres arbejdsgange. Det kan være kunder, som selv kan booke tid online, eller at enkelte medarbejdere selv kan styre deres fakturaer.

”Desværre findes der også en bagside af guldmedaljen. Den høje digitaliseringsgrad blandt virksomhederne åbner nemlig samtidig for flere indgange, som hackerne kan benytte, hvis ikke de beskytter sig tilstrækkeligt,” siger Lasse Lundqvist.

Han opfordrer derfor til, at medarbejdernes digitale adfærd på arbejdspladsen forbedres, og at politiet opprioriterer cyberområdet. Står det til Lasse Lundqvist, bør den grundlæggende it-forståelse i grundskolen også højnes for at øge den generelle opmærksomhed på cybersvindel.

Han opfordrer ligeledes virksomheder til at bruge allerede eksisterende hjælpemidler såsom Hackerstop fra foreningen Dansk IT og D-mærket, der er Danmarks nye mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse.

Læs også: Nyheder om it- og cybersikkerhed