Disse cybertrusler skal du holde øje med i 2023
Trusselslandskabet for forbrugere er i konstant forandring. Godt nok er det konsekvent phishing, bedrageri og malware, der topper listerne over it-kriminelle bagmænds foretrukne trusler mod forbrugerne.
Men hvert år sker der store ændringer i de lokkemidler, som de it-kriminelle bruger til at få uskyldige forbrugere i fælden. I 2022 var det begivenheder som skolestart, Grammy- og Oscar-events, filmpremierer, nye smartphonelanceringer og spiludgivelser, som it-kriminelle har brugt som anledning til at svindle forbrugere.
Læs også: It- og cybersikkerhed har aldrig været vigtigere end i dag
Disse cybertrusler vinder frem i 2023
Men hvad med i 2023? Hvert år finder it-kriminelle bagmænd på nye måder at svindle, og i 2023 forventer Kaspersky følgende trusler mod forbrugere:
Virtuelle valuta i spil er i høj kurs
Virtuelle genstande i spil, kreditter og penge er cyberkriminelles foretrukne mål, når spilkonti stjæles.
I 2022 blev der stjålet genstande for 2 millioner dollars fra hackede konti, og Kaspersky forventer at se nye svindelmetoder inden for tyveri og videresalg af virtuelle valuta.
Spiltjenester misbruges i stigende grad
Spiltjenester som Xbox GamePass fra Microsoft og PlayStation Plus fra Sony er i stigende grad mål for svindel, efterhånden som de opnår et højere antal abonnenter.
Stjålne konto ventes dermed at blive endnu mere eftertragtede for it-kriminelle.
Udnytter mangel på spillekonsoller
Det kniber stadig gevaldigt for Sony og Microsoft med at producere nok eksemplarer af PlayStation 5 og Xbox Series X.
Det udnytter it-kriminelle ved at lave falske tilbud på forsalg, generøse ”giveaways” og ”tilbud” og falske webshops, der sælger de eftertragtede spillekonsoller.
Metaverset bliver det vilde vesten
Et hav af techvirksomheder udvikler virtuelle verdener kaldet metaverser – bedst kendt er Meta. Men der er ingen ensartede reguleringer på området, og det vil resultere i databrud og virtuel misbrug i 2023, forventer Kaspersky.
Dertil mangler der også moderation af de virtuelle verdener.
Mental sundhed-apps misbruges til social engineering-angreb
Der kan i dag downloades et væld af apps, der kan hjælpe med ens mentale sundhed. Men de indeholder også følsomme oplysninger om brugerne, som er af stor værdi for it-kriminelle, som kan bruge dem til at lave målrettede angreb – såkaldt social engineering.
I fremtiden kan nye data fra VR-headset såsom ansigtsudtryk og øjenbevægelser også blive lækket.
Misbruger store tv-show til at distribuere malware
Visse serier, som udgives på streamingtjenester som Netflix, HBO Max og Disney+, opnår sommetider nærmest kultstatus, går viralt og bliver noget, som alle bare må se.
Den tendens udnytter cyberkriminelle til at distrubuere trojanske heste, phishingsider og svindelnumre forud for lanceringen af store titler på streamingtjenesterne.
Platforme til online uddannelse tiltrækker cyberkriminelle
Med den stigende globale digitalisering er der kommet mange nye muligheder for at uddanne sig og tage kurser online – både gratis og mod betaling.
Kaspersky forventer, at cyberkriminelle i stigende grad vil skabe falske uddannelsesplatforme med trojanske heste, phishingsider med videokonferencetjenester og stjæle loginoplysninger til e-læringsplatforme.
Læs også: Nyheder om it- og cybersikkerhed