Samarbejde skal fjerne billeder af børnemisbrug på nettet
Cybersikkerhedsfirmaet F-Secure har indgået samarbejde med Internet Watch Foundation (IWF) om at skabe et sikkert digitalt miljø for børn og deres familier.
IWF er en velgørende organisation, der arbejder for at udrydde billeder på nettet af børn, der bliver seksuelt misbrugt. Sidste år var et rekordår for IWF, hvor deres analytikere fandt og fjernede mere indhold af børn, der bliver seksuelt misbrugt, end nogensinde før. Det forklarer Susie Hargreaves, der er administrerende direktør for IWF.
”Onlinetruslen fra pædofile, som gør alt, hvad de kan for at få adgang til og misbruge børn, må vi aldrig undervurdere. Derfor er det så vigtigt at arbejde sammen med virksomheder som F-Secure. De er vigtige allierede i forbindelse med at beskytte børn og gøre internettet til et mere sikkert sted for alle,” forklarer hun.
Vil fjerne billeder med misbrug af børn fra nettet
Internet Watch Foundation blev grundlagt i 1996 med en mission om at fjerne billeder og videoer af børn, der bliver seksuelt misbrugt fra internettet. Hver uge finder organisationens analytikere over 3.000 hjemmesider med ulovligt indhold, der skal fjernes. Sidste år registrerede IWF millioner af ulovlige billeder og videoer med henblik på at få dem fjernet.
Samarbejdet med F-Secure giver IWF nye muligheder for at registrere hjemmesider med seksuelt misbrug af børn, lyder det fra begge parter.
Nogle udfordringer er for store for en enkelt organisation
F-Secure har samarbejder med 200 teleoperatører på verdensplan. I gennemsnit forhindrer F-Secure, ifølge dem selv, dagligt næsten 300.000 ondsindede hjemmesider i at sprede malware eller på anden vis at skade virksomheder og privatpersoner.
Timo Laaksonen, der er vicedirektør for forbrugersikkerhed hos F-Secure, forklarer, at mange af de sikkerhedsudfordringer, der vedrører os alle, er for store til, at en enkelt organisation kan håndtere dem alene.
”Ved at samarbejde med andre organisationer er vi i stand til at finde nye løsninger på afgørende problemer som for eksempel at stoppe spredning af billeder af børn, der bliver seksuelt misbrugt”.
Alle, der støder på billeder, videoer eller lignende indhold, der omhandler seksuelt misbrug af børn, kan hurtigt, anonymt og fortroligt indberette det til IWF her.
Se også: Hvorfor er cybersikkerhed så vigtigt?
Apple mødte hård kritik for lignende samarbejde
Det er ikke oplyst, hvordan det nærmere samarbejde bliver mellem F-Secure og IWF. Apple annoncerede tidligere i år, at de har indledt et lignende samarbejde med National Center for Missing and Exploited Children (NCMEC). Det samarbejde skulle være effektueret med udrulningen af iOS 15, som rullede ud i september. Foreløbigt er det dog blevet udskudt på grund af voldsom kritik fra flere sider.
Apple har udviklet et værktøj, der kan scanne iPhones for billeder med misbrug af børn i applikationerne Beskeder, Fotos og Siri. Værktøjet vil også fungere i operativsystemerne watchOS 8 til Apple Watch og macOS Monterey til Mac-computere. For eksempel vil Besked-appen advare børn og deres forældre, hvis de er i gang med at sende eller modtage billeder med seksuelt indhold. Hvis nogen sender et upassende billede til et barn, vil Besked-appen sløre billedet og vise flere advarsler.
Apple forklarer, at de vil bruge maskinlæring på enheden til at afgøre, om et billedet har problematisk indhold. Selskabet har ikke selv adgang til beskederne og billederne. Billeder med eventuelt misbrug af børn vil så blive samkørt med en billeddatabase hos NCMEC.
Kritikken går på, at den nye funktion trods sine gode intentioner er en form for masseovervågning, som kan misbruges af myndighederne til at finde regeringsfjendtlige billeder.
Ross Anderson, der er professor i sikkerhedsteknologi ved Cambridge Universitet, har kommenteret funktionen. Han frygter ganske enkelt, at den vil lede til en syndflod af overvågning på telefoner og computere, selv om Apple har forsikret, at virksomheden vil afvise anmodninger fra regeringer om at bruge funktionen til overvågning.
Stephen Balkam, der er stifter af og direktør i Family Online Safety Institute i USA, støttede dog Apples tiltag for at sikre børn bedre online.
“Med de udfordringer, som forældre har med at beskytte deres børn online, er det afgørende, at techselskaberne konstant udvikler og forbedrer på deres sikkerhedsværkstøjer som modsvar på nye risici og faktiske skader”.
Se også: Nyheder om online sikkerhed