Regeringen øremærker 50 millioner kroner til forsvar mod cyberangreb
Truslen for cyberangreb på danske virksomheder har længe været høj, og den er øget efter den russiske invasion af Ukraine. Derfor bør alle landets virksomheder øge opmærksomheden på cybersikkerheden, lyder det fra regeringen og den danske erhvervsminister Simon Kollerup.
Særligt de små og mellemstore virksomheder – de såkaldte SMV’er – har en stor opgave forude på den front. Tidligere undersøgelser har nemlig vist, at 40 procent af de danske små og mellemstore virksomheder har et for lavt sikkerhedsniveau i forhold til deres risikoprofil.
Se også: Derfor er cybersikkerhed vigtig
Danske virksomheder skal fokusere mere på it-sikkerhed
Erhvervsministeriet vil hjælpe disse SMV’er til at opdatere deres sikkerhedsprofil med en ny pulje på 50 millioner kroner. Puljen er målrettet virksomheder med mellem to og 249 ansatte, og man kan søge om op til 50 000 kroner per virksomhed.
Der gives støtte til rådgivning om, hvordan virksomheder kan styrke den digitale sikkerhed, herunder hvordan man får styr på data, processer og systemer for eksempel gennem en certificerings- eller mærkningsordning.
Cyberangreb har store konsekvenser
Erhvervsminister Simon Kollerup forklarer, at den russiske aggression er en god anledning til at øge opmærksomheden på cybersikkerhed i de danske virksomheder.
”Vi har tidligere set, hvordan det kan få store konsekvenser for danske virksomheder, hvis man bliver ramt af et cyberangreb, og vi ved, at russiske hackere før har rettet computermusen mod vestlige mål. Derfor vil jeg gerne opfordre alle danske virksomheder til at tage et ekstra kig på cybersikkerheden i virksomheder. Så jeg er glad for, at vi også kan give en ekstra hånd til de virksomheder, der har brug for hjælp til at øge sikkerheden.”
Søg om støtte fra den 17. marts
Puljen er en del af SMV:Digital under Erhvervsstyrelsen og vil åbne for ansøgninger den 17. marts.
Virksomheder kan allerede nu læse mere om puljen på smvdigital.dk, og på hjemmesiden sikkerdigital.dk kan man gennem vejledninger og værktøjer begynde at kortlægge sit behov.
Se også: Nyheder om it-sikkerhed