JumpStory lander rekordinvestering og får it-stjerne som investor
Den danske marketing- og billede-startupvirksomhed JumpStory, som sidste år voksede med 230 procent, annoncerer en stor millioninvestering. I alt er der rejst 20 millioner kroner i kapital og lån, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
JumpStory blev etableret i 2018 af iværksætterne Jonathan Løw og Anders Thiim. Virksomheden specialiserer sig i at tilbyde autentiske stock-fotos, som bevæger folk. Det gælder kategorierne livsstil, mennesker, følelser, natur, rejser, marketing, sundhed, mad, ferie, landskaber, baggrunde, lande og byer. Dermed adskiller JumpStorys kartotek sig fra de billeder, man typisk finder hos store konkurrenter som Shutterstock og Getty Images.
Også på pris- og licensmodellen adskiller JumpStory sig. Brugere af tjenesten skal kun forholde sig til én samlet licens og har samtidig adgang til ubegrænset brug af billederne for et mindre månedligt beløb.
Læs også: Sådan kommer du i gang som iværksætter og starter egen virksomhed
It-stjernen David Heinemeier Hansson som ny investor
JumpStorys forretningsmodel har vakt opmærksomhed hos en række prominente IT-folk og investorer – og det har altså resulteret i den hidtil største fundingrunde i JumpStorys relativt unge levetid.
Eksisterende investorer er en del af den seneste investering, men nye er også kommet til. Én af dem er den danske IT-millionær og stifter af webmiljøet Ruby on Rails og softwarevirksomheden Basecamp, David Heinemeier Hansson.
”JumpStory har en fundamentalt ny tilgang til stock photos. I stedet for at konkurrere med de eksisterende giganter på deres banehalvdel har JumpStory transformeret hele forretningsmodellen og fokuseret på at kuratere det bedste indhold iblandt de hundredvis af millioner fotos, der findes derude. Læg dertil god traction, glade kunder og en meget lovende fremtid,” siger David Heinemeier Hansson om årsagen til at investere i JumpStory.
Øvrige nye investorer i JumpStory tæller beauty-iværksætterne Søren Nielsen og Lone Bjørn Nielsen, Jens Thonke – grundlægger af cybersecurityvirksomheden nSense, Lars Terney – senior partner i Nordic Capital, Claus Maron og Niels Beck – founding partners af Blue Nore Consultants, Jens Thonke og Martin Roland Knudsen fra abxVentures og Peter Le Fevre.
Får adgang til unikt netværk
Jonathan Løw og Anders Thiim glæder sig særligt over at have David Heinemeier Hansson med som investor på grund af hans adgang til et helt unikt netværk. David Heinemeier Hanssons virksomhed Basecamp har nemlig ingen ringere end Amazon-stifteren Jeff Bezos som investor.
”David er måske ikke så kendt her i Danmark, fordi han først lige er flyttet hjem fra sine mange år i udlandet, men han er et kæmpe navn i blandt andet USA. Alle dem, vi pitcher til, ved, hvem han er. Derfor er vi super beærede over, at han har besluttet sig for at hoppe med ombord på rejsen,” siger Jonathan Løw, co-founder og CMO hos JumpStory.
Vil holde hovedkontoret i Danmark
JumpStory har i løbet af de seneste to år taget projektet fra idéfase til en startup, som nu har kunder i flere end 150 lande og ansatte fra 8 forskellige lande. Men hovedkontoret har fortsat adresse i Højbjerg syd for Aarhus, og Jonathan Løw og Anders Thiim har, modsat mange andre startupvirksomheder, ikke i sinde at haste til Silicon Valley, mekkaet for iværksætteri.
”USA, Canada, Australien og England er vores klart største markeder, men ikke desto mindre besluttede Jonathan og jeg fra starten af, at JumpStory skal være et dansk selskab og have Danmark som sit hovedsæde,” siger Anders Thiim og tilføjer:
”Vi tror på, at det i fremtiden er helt afgørende, at danske vækstvirksomheder beslutter sig for at blive og give tilbage til det økosystem, som de har nydt godt af. Det mener vi ikke kun ud fra et økonomisk og skattemæssigt perspektiv, men også fordi vi synes, det er mere visionært at blive og give tilbage frem for at haste til Silicon Valley, fordi det måske på den korte bane giver nogle fordele.”
Læs også: Nyheder om iværksættere og startups