Better Energy opfører første støttefri solcellepark i Polen
Solenergi er gennem årene blevet en mere og mere rentabel teknologi. De seneste par år er flere solcelleparker i Danmark blevet opført uden støtte fra staten – og den tendens ser man så småt også i udlandet.
Better Energi, som specialiserer sig i at opføre grønne solcelleparker, har netop indgået en 10-årig elkøbsaftale med norske Statkraft, som er Europas største producent inden for vedvarende energi. Den nye solcellepark er placeret i Resko i den vestlige del af Polen og bliver sat i drift i 2023. Solcelleparken, som har en kapacitet på 36 megawatt, bliver den første i Polen, der opføres uden støtte.
“Få ting er vigtigere i vores fælles kamp mod klimaforandringerne end at tilføje ny og vedvarende energi til vores elnet på markedsvilkår, hvilket præcis er, hvad Statkraft muliggør med denne aftale. Det er samtidig god forretning for virksomheder at efterspørge ny vedvarende energi gennem elkøbsaftaler til fast pris, idet de sikrer sig mod højere energipriser,” siger Rasmus Lildholdt Kjær, der er administrerende direktør hos Better Energy.
Læs også: Hvad er klima og klimaforandringer? Her er alt du bør vide
Reducerer CO₂-udledningen med 27.000 ton efter et år
I Polen er det omkring 70 procent af elektriciteten, der i øjeblikket produceres af kul. Derfor vil effekten af nye vedvarende energiressourcer som den kommende solcellepark i Resko også være væsentligt højere end i mange andre lande, lyder det fra Better Energy.
Det betyder konkret, at solcelleparken allerede efter det første produktionsår vil sænke CO₂-udledningen i landet med 27 000 ton. Det svarer til cirka 3 400 polakkernes årlige CO₂-udledning, og med en befolkning på 38 millioner indbyggere skal der altså mange flere projekter som dette til, før klimaindsatsen for alvor rykker ved CO₂-regnskabet.
Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi