Danmark kan nedbringe CO₂-udslippet med digitale løsninger
Danmark er et af de mest digitaliserede lande og befinder sig i en styrkeposition til at udvikle, udrulle og implementere digitale teknologier til at reducere vores samlede CO₂-aftryk.
Det kniber dog gevaldigt med at kombinere de to styrkepositioner. Sådan lyder det fra DI Digital, der har udgivet en ny analyse, der viser, at digitale løsninger og ny teknologi kan bidrage til store CO₂-reduktioner.
”Vores analyse viser, at digitalisering for eksempel kan spare klimaet for millioner af ton CO₂ og spare millioner af liter vand. Derfor skal vi være meget bedre til at udnytte og sikre, at den grønne og den digitale førerposition bliver koblet sammen og bliver hinandens fordele,” siger Andreas Holbak Espersen, der er digitaliseringspolitisk chef i DI Digital.
Læs også: Greentech: Disse grønne teknologier skal løse klimaproblemerne
Store CO2-besparelser ved at skalere teknologier
Ifølge Andreas Holbak Espersen er det ikke nødvendigt at vente på et teknologisk gennembrud i den grønne omstilling. Mange af løsningerne findes nemlig allerede i dag, og der er derfor store potentialer i at skalere teknologierne til forskellige brancher og sektorer.
Som eksempel nævner han software, der styrer energiforbruget til køl og frys i supermarkeder, sensorer der holder øje med strømforbruget i byggebranchen og intelligente pumper, der sparer på vand til ølbrygning.
”Med analysen viser vi, at der er væsentlige CO2-reduktioner at hente vha. forskellige teknologier, og at potentialet for at accelerere den grønne omstilling i Danmark derfor er stort, hvis disse løsninger bliver udbredt til flere brancher og sektorer,” siger Andreas Holbak Espersen.
Bedre styring og overvågning af energi
DI Digitals analyse tager afsæt i fire cases. Entreprenørvirksomheden NCC har udviklet en løsning med sensorbaserede strømforbrugsdata. Denne teknologi kan spare 1.500 ton CO₂ om året ved at reducere strømforbruget på større byggepladser.
IBM har udviklet en softwareplatform, som kan spare 1.300 ton CO₂. Det sker ved bedre at styre køling og nedfrysning i større supermarkeder, hvor energiforbruget forskydes fra at anvende sort energi til grøn energi.
Virksomheden EG har udviklet EMS-systemet Omega, som er AI-understøttet styring af energi og bæredygtighed i offentlige og private ejendomme. Med systemet kan man optimere forbruget. De danske kommuner råder over 31 mio. kvadratmeter bygningsarealer på landsplan og kan opnå energioptimeringer på 10-20 procent, vurderer firmaet.
Til sidst kan der spares 218 millioner liter vand om året ved at anvende Grundfos’ intelligente pumpe og filter.
“Vi så gerne, at de her løsninger bliver need to i stedet for nice to. Der var et stort fokus på lavere energiforbrug sidste vinter, og det fokus kommer sandsynligvis igen. Det bør være en prioritering for alle at skabe et lavere energiforbrug, uanset om elprisen er høj eller lav, hvis vi vil opnå bedre resultater for klimaet,” siger Andreas Holbak Espersen.
Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi