EU vil gøre det nemmere og hurtigere at støtte grønne virksomheder
I et forsøg på at fastholde Europas førerposition inden for grøn omstilling reagerer EU nu på øget konkurrence fra især USA og Kina, som for alvor har stemplet ind i klimakampen.
På et EU-topmøde natten til 9. februar er EU’s stats- og regeringschefer blevet enige om et forslag om at gøre det lettere og hurtigere for medlemslandene at give virksomheder statsstøtte til udvikling af grønne teknologier. Det kan for eksempel være ved at give dem særlige skattefradrag.
Læs også: Greentech: Disse grønne teknologier skal løse klimaproblemerne
Europæiske grønne virksomheder skal stå stærkest muligt
Inden for grønne teknologier som grøn brint, CO₂-fangst og -lagring (CCS), vedvarende energi, energieffektivitet, bioteknologi og vandteknologi er europæiske, men i høj grad også danske, virksomheder i dag verdensledende. Hvis den position skal fastholdes, har de europæiske virksomheder brug for et rygstød for at stå stærkest muligt i konkurrencen med lande uden for EU.
”Det er en afgørende og definerende tid for Europa. Det gælder i forhold til vores sammenhængskraft, forsyningssikkerhed, klimakamp og konkurrencedygtighed. Vi bliver udfordret fra flere verdenshjørner, og det er nu, at EU skal vise sit værd og kæmpe for europæisk erhvervsliv. Der skal skrues markant op for investeringer i grøn teknologi, hvis europæiske virksomheder skal fastholde deres globale førerposition,” siger Lars Sandahl Sørensen, der er administrerende direktør i Dansk Industri.
Han mener, at det giver god mening med en målrettet og midlertidig statsstøtte i grønne teknologier for at sikre, at den grønne omstilling i Europa ikke taber tempo. Derudover skal statsstøtten være fælles koordineret, så der ikke opstår et internt statsstøttekapløb i EU.
Læs også: Hvad er klima og klimaforandringer? Her er alt du bør vide
Reaktion på gigantisk amerikansk klimapakke
Beslutningen om at forenkle støtten til virksomheder inden for greentech er en reaktion på den gigantiske amerikanske klimapakke, Inflation Reduction Act, som USA’s præsident, Joe Biden, underskrev og vedtog 16. august 2022.
Klimapakken giver skatterabatter og statsstøtte for 370 milliarder dollar til grønne virksomheder, der holder til i USA, over de kommende 10 år. Danske og europæiske virksomheder, der opererer i USA, kan derfor også få del i støtten. I EU stilles der ikke samme krav til eksempelvis amerikanske virksomheder, og det er med til at skævvride konkurrencen, mener Dansk Industri.
”Det er fantastisk, at USA for alvor har stemplet ind i klimakampen, og mange danske virksomheder kan også få del i den store klimapakke. Det er entydigt godt. Men det har samtidig skabt nogle udfordringer for EU, som vi skal løse i fællesskab. Det er vores velstand og vækst, der er på spil, og derfor er det så vigtigt, at EU skruer op for den grønne omstilling, når vores konkurrenter gør det. Hvis erhvervslivet får bedre rammevilkår, kan vi skabe den grønne fremtid, vi alle ønsker os,” siger Lars Sandahl Sørensen.
Konkurrencen kan i den grad også mærkes fra Kina. I 2022 stod Kina for næsten halvdelen af de globale investeringer i grønne teknologier. Hvor Kina investerede 546 milliarder dollar i grøn teknologi, investerede EU 180 milliarder dollar og USA 141 milliarder dollar, viser tal fra BloombergNEF.
EU har endnu ikke konkretiseret, hvilke sektorer der omfattes af klimahjælpepakken. Det egentlige forslag skal nu udarbejdes af Europa-Kommissionen, og ved det næste EU-topmøde den 22. og 23. marts skal forslag diskuteres.
Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi