EWII investerer trecifret millionbeløb i kæmpebatterier
Når solen skinner, eller når det blæser tilpas meget, er der ofte overskud i produktionen af grøn strøm. Høj produktion af vedvarende energi er godt, men knap så godt er det, når produktionen går til spilde.
Det vil energiselskabet EWII bidrage til at sætte en stopper for. Det sker med investeringen af et såkaldt batterienergilagringssystem (BESS), som skal lades op, når der er overproduktion af strøm på elnettet. Dermed bidrager batterisystemet til at øge brugen af grøn energi.
Læs også: Greentech: Disse grønne teknologier skal løse klimaproblemerne
Etablerer kæmpebatterier tre steder
Der er tale om etableringen af i alt tre kæmpebatteirer med en samlet kapacitet på 62,7 megawatt-timer (mWh). Det svarer til kapaciteten på mere end 1.000 elbiler med et 60 kWh batteri.
- Bornholm: Effekt på 30 megawatt (MW) og kapacitet på 43 megawatt-timer (MWh)
- Fyn: Effekt på 2 megawatt (MW). Kapaciteten er ukendt
- Trekantområdet: Fem batterier med en effekt på 2 megawatt (MW). Kapaciteten er ukendt
Læs også: Hvad er klima og klimaforandringer? Her er alt du bør vide
Hvad er et batterienergilagringssystem (BESS)?Et batterienergilagringssystem (battery storage power station eller BESS) anses for en form for kraftværk, der bruger batterier til at lagre overskudsenergi. Batterierne bruges til at stabilisere elnettet, da systemet på blot et sekund kan gå fra at være standby og til at tilføre elnettet fuld effekt i tilfælde af driftsforstyrrelser. Battersystemlagringssystemer er som regel i stand til at levere strøm med maksimal effekt i op til et par timer. De kan også bruges som en form for driftsreserve og til frekvensstyring for at minimere risikoen for strømnedbrud. Omkostninger ved at levere strøm fra batterisystemer falder i enormt højt tempo i disse år. Alene fra 2019 til 2020 blev prisen halveret. |
Danmarks suverænt største batteri
Batteriet på Bornholm skal efter planen sættes i drift allerede i løbet af sommeren 2024. Det får plads ved højspændingsstationen nær Hasle, og det er japanske Hitachi Energy, der skal levere batterienergilagringssystemet. Batteriet, som opføres på Bornholm, bliver det suverænt største batteri i Danmark.
”Batteriet på Bornholm er på 30 megawatt og 43 megawatt-timer, og det indtager en solid førsteplads som Danmarks største batteri. Systemet har en kapacitet, der alene ville kunne holde hele øens elnet kørende i en time. Samtidig er placeringen helt ideel så tæt på vindkraftproduktionen i Østersøen, siger direktør for kommerciel infrastruktur i EWII, Claus Møller.
Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi