Fiber bruger 13 gange mindre strøm end en tilsvarende 5G-forbindelse

En fiberforbindelse er det mest miljøkorrekte og energieffektive valg, når der skal vælges internetforbindelse. Det viser en ny undersøgelse.

Fiber bruger 13 gange mindre strøm end en tilsvarende 5G-forbindelse

Fibernet er i disse år ved at blive rullet ud til flere og flere danskere for at kunne indfri regeringens mål om, at 98 procent at alle danske bolig- og virksomhedsadresser skal have adgang til gigabitinternet i 2030. Også 5G-mobilnet er under hastig udbredelse.

De to netværksteknologier tjener to forskellige formål og har hver deres fordele og ulemper. Ikke desto mindre kan mange danskere bruge begge teknologier til at opnå lynhurtig internetadgang i hjemmet eller på arbejdspladsen.

Den ene af de to internetteknologier er væsentlig mere klimavenlig end den anden. Det viser en analyse, som Eoptimo, der udarbejder energianalyser, har lavet på vegne af den nordeuropæiske fibernet- og it-leverandør GlobalConnect.

Læs også: Hvor meget CO2 udleder din brug af sociale medier?

Fibernet er grønnere end 5G til stationær internetadgang

Eoptimo har foretaget en undersøgelse af energiforbruget ved en 1 gigabit i sekundet forbindelse via fiber og en tilsvarende 4G- og 5G-forbindelse. Det er udelukkende strømforbruget ved drift og ikke installation og produktion af udstyr, der måles.

Af undersøgelsen fremgår det, at fibernet bruger 84 watt per 1 gigabit i sekundet. Til sammenligning ligger energiforbruget for en 5G-forbindelse med en hastighed på 1 gigabit i sekundet på 1.157,7 watt. Det er 13 gange mere end for den tilsvarende fiberforbindelse. Forskellen er endnu mere markant, når man sammenligner med 4G, der bruger hele 2.292 watt – hele 27 gange mere end fiber.

Selv om 5G er blevet væsentligt mere energieffektiv end 4G, er der altså stadig langt til den energieffektivitet, man finder i det kablede fibernet. Eoptimo konkluderer derfor, at en fiberforbindelse er det mest miljøkorrekte og energieffektive valg, hvis man vel at mærke skal bruge en stationær internetforbindelse.

I det øjeblik man har behov for mobilitet, er fibernet naturligvis ikke relevant, og så giver det mening at anvende 5G.

Fibernet og 5G bør supplere hinanden

Spørger man GlobalConnect, er det vigtigt at forholde sig til energiforbruget og miljøbelastningen som følge af den data, vi genererer. Hvert tredje år fordobles datamængden nemlig, og der udledes derfor større mængder drivhusgasser fra vores brug af alt fra streamingtjenester og webbrowsing til kryptominig, hvis ikke netværksteknologierne energioptimeres.

Ifølge GlobalConnect bør virksomheder og organisationer derfor lade de to netværksteknologier supplere hinanden til de opgaver, som de hver især klarer bedst.

”Fiber kan ikke give os den internetadgang, vi er så afhængige af at have med i lommen. Omvendt kan 4G, 5G og kommende G’er endnu ikke levere den stabile høje kapacitet, der kræves af forbrugerne. Mange virksomheder vil have glæde af at lade fiber- og 5G-forbindelser supplere hinanden og sørge for at vælge den forbindelse, som passer bedst til det enkelte netværksbehov,” siger Tue Marker, VP Strategy and Technology i GlobalConnect Danmark.

Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi