Husstandsvindmøller skal effektivisere dansk biogasproduktion
Hvordan kan overskydende energi fra de omkring 1.500 mindre husstandsvindmøller, der findes i Danmark, anvendes i forædling af biogas? Det skal et nyt projekt kaldet H2GreenGas, som Teknologisk Institut leder, forsøge at afdække.
Projektet er en undersøgelse af potentialet for teknologien Power-to-Gas, hvor perspektiverne – både økonomisk, driftsmæssigt og klimamæssigt – i at anvende overskydende energi fra mindre, lokale vindmøller skal afdækkes.
– Det politiske fokus på elektrificering af samfundet som central brik i den grønne omstilling gør det højst relevant at undersøge, hvordan overskudsenergi fra decentrale enheder kan udnyttes rentabelt uden om transmissionsnettet, siger projektleder Laura M. Agneessens, Teknologisk Institut.
Læs også: Hvad er klima og klimaforandringer? Her er alt du bør vide
Mere rentabel strømproduktion og grønnere biogasproduktion
Som navnet på projektet indikerer, skal projektet undersøge mulighederne for at kombinere energiproduktionen fra lokale, mindre vindmøller med biogasproduktion.
– Ejere af private vindmøller oplever lige nu, at den grønne energi, som deres vindmøller producerer, ofte er urentabel. I stedet for at sælges til en lav pris kan strømmen bruges til at opnå en biogasproduktion med større udbytte end i dag. På den måde kan Power-to-Gas blive en win-win-teknologi, der både forbedrer rentabiliteten og gør den grønne biogasproduktion endnu grønnere, siger projektleder Laura M. Agneessens fra Teknologisk Institut.
Vindenergien skal bruges til at spalte vand til at danne brint, som bruges i et biogasanlæg. I disse anlæg dannes der store mængder CO₂, hvilket reducerer både kvalitet og anvendelighed af den producerede biogas. I en proces kaldet biometanisering, hvor brint tilsættes denne CO₂, kan man mikrobiologisk omdanne CO₂ til mere biogas. Det er energien fra husstandsvindmøllerne, der kan bruges til at drive elektrolyse og dermed producere brint.
Læs også: Ørsted investerer i svensk e-metanolprojekt – vil være førende
Kan nå hurtigere i mål med klimamål
Partnerne i projektet ser store muligheder i Power-to-Gas, som dette er et eksempel på. Viser projektet sig at være realiserbart og rentabelt, vil det blive mere attraktivt end i dag at investere i privat energi såsom husstandsvindmøller, og når Power-to-Gas indgår i produktionen af biogas, kan det have positiv betydning for klimaaftrykket ved energiproduktion, lyder det fra Statens gasdistributør Evida, som er en af partnerne i projektet.
”Hvis projektet bekræfter, at vi kan udnytte energi fra lokale vindmøller til at øge biogasproduktionen, er det et rigtig godt eksempel på, at vi kan nå hurtigere i mål med den grønne omstilling, når energiformerne arbejder sammen. Derigennem kan vi ende med at stå med et meget vigtigt redskab i hånden på den videre vej mod et 100 procent grønt gasnet,” siger Peter Kristensen, Strategi- og udviklingsdirektør i Evida.
Projektet løber frem til 1. april 2022. Udover Teknologisk Institut er også Green Hydrogen Systems, Landia A/S, Combigas ApS, Evida Service Nord A/S, Aarhus Universitet, Hydrogen Valley og Kuhr A/S partnere på projektet.
Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi