Hvilke lande rydder mest skov? Og hvor plantes ny skov?

På verdensplan bliver der ryddet mere skov, end der bliver plantet. Se, hvilke lande der rydder mest skov, og hvilke lande der planter ny skov.

Hvilke lande rydder mest skov? Og hvor plantes ny skov?

I klimakampen spiller skovene en utrolig vigtig rolle. De absorberer omkring 30 procent af verdens CO₂-udledninger hvert år, hvilket gør dem til det største og vigtigste kulstofdræn i hele verden. De enorme mængder CO₂, der lagres i skovene, frigives, når træerne i skovene dør, fældes og/eller afbrændes.

Skovenes tilstand verden over er med andre ord afgørende for klimaets tilstand, og det er derfor bidende nødvendigt at mindske mængden af skovrydning og samtidig investere i genskovning.

Hvad er status på skovrydning rundt omkring i verden? Og hvor meget skov ryddes der globalt? Det har VisualCapitalist visualiseret – få overblikket her.

Læs også: Hvad er klima og klimaforandringer? Her er alt du bør vide

Skovrydning rundt omkring i Verden

43 procent af landene i verden oplevede en nettoreduktion i deres skovareal, mens 38 procent har oplevet en stigning i skovareal og 19 procent ingen forandring

Siden 1990 har kloden mistet 4 procent af sit skovareal, hvilket svarer til 1.774.918 kvadratkilometer skov eller mere end 41 gange Danmarks areal.

Område Forandring af skovareal (1990-2020) Ændring i skovareal i procent
Asien +379.997 kvadratkilometer +6,1 %
Europa +229.998 kvadratkilometer +2,3 %
Oceanien +2.737,6 kvadratkilometer +0,0 %
Nordamerika -19.999 kvadratkilometer -0,3 %
Afrika -1.059.999 kvadratkilometer -16,7 %
Sydamerika -1.299.997 kvadratkilometer -15,4 %
I alt (globalt) -1.775.180 kvadratkilometer -4,2 %

Afrika

Langt de fleste afrikanske lande har ryddet skov. I Afrika er skovarealet gået fra 7,4 millioner kvadratkilometer til 6,4 millioner kvadratkilometer – en tilbagegang på 16,6 procent.

Nordamerika

I Nordamerika er skovarealet faldet med 0,27 procent siden 1990. I 2020 hed arealet 7,5 millioner kvadratkilometer. I USA er der eksempelvis kommet 2,4 procent mere skov, mens Canada er gået 0,4 procent tilbage – og i næsten alle mellemamerikanske lande er der forsvundet store mængder skov.

Sydamerika

I Sydamerika er skovarealet faldet med 15,4 procent. I 1990 havde skovene et areal på 9,7 millioner kvadratkilometer, men det tal faldt i 2020 til 8,4 millioner kvadratkilometer.

Den største skovrydning skete i Brasilien, hvor 919.000 kvadratkilometer skov er ryddet. Uruguay skiller sig ud fra resten af kontinentet med en stigning i skovaralet på svimlende 154,5 procent.

Europa

I Europa er skovarealet vokset 2,3 procent siden 1990, hvor arealet hed 8,8 millioner kvadratkilometer. Det tal er nu steget til 10,2 millioner kvadratkilometer. Island har oplevet den største stigning på 200 procent, mens Irland følger med en stigning på 69,3 procent.

Danmark ligger blandt de bedre lande med en stigning på 18,3 procent. Lande som Norge, Sverige, Rusland og Portugal har alle oplevet en tilbagegang i skovarealet.

Asien

I Asien er skovarealet vokset med 6,1 procent. Arealet hed i 1990 5,9 millioner kvadratkilometer og er i 2020 vokset til 10,2 millioner kvadratkilometer.

Uzbekistan og Kina går forrest i kontinentet med en stigning på henholdsvis 45 og 40 procent, mens der er sket en stor tilbagegang i Myanmar, Pakistan og Indonesien på henholdsvis 27, 25 og 22 procent.

Oceanien

I Oceanien, som har den største private andel af skov, er der sket en nettoændring på 0 procent siden 1990. Skovarealet er forblevet uændret på 1,8 millioner kvadratkilometer.

Læs også: Greentech: Disse grønne teknologier skal løse klimaproblemerne

Disse lande rydder mest skov

Herunder ses de lande, som står for den største rydning af skovarealer i perioden 1990 til 2020.

Land Nettoforandring i skovareal (1990-2020) Ændring i skovareal i procent
Brasilien -922.779 kvadratkilometer -15,7 %
Indonesien -264.119 kvadratkilometer -22,3 %
Den demokratiske republik Congo -224.741 kvadratkilometer -16,3 %
Angola -126.560 kvadratkilometer -16,0 %
Tanzania -116.451 kvadratkilometer -20,3 %
Myanmar -106.741 kvadratkilometer -27,2 %
Paraguay -94.439 kvadratkilometer -37,0 %
Bolivia -69.710 kvadratkilometer -12,1 %
Mozambique -66.340 kvadratkilometer -15,3 %
Argentina -66.309 kvadratkilometer -18,8 %

Brasilien, som huser det meste af Amazonas-regnskoven, er ansvarlig for den klart største andel af skovrydningen. Det skyldes hovedsageligt, at 80 procent af afskovningen i Amazonas er erstattet af græsarealer, som landmænd bruger til at opdrætte slagtekvæg.

20 procent af verdenens skovrydning kan også kædes sammen med landbrug til dyrkning af frø- og palmeolie. Dette ses særligt i Indonesien og Malaysia og spreder sig også til andre dele af Afrika og Asien.

Skovarealerne og biodiversiteten kan genskabes

Selv om skovarealet på globalt plan går den forkerte vej, er der håb forude. Et nyt studie har vist, at tidligere ryddede skovarealer kan genvinde sin jordfrugtbarhed på omkring et årti, og at planter, træer og artsdiversitet kan genoprettes på omkring 25-60 år.

Genoprettelse af skovarealer og plantning af nye skove vil, sammen med teknologiske løsninger såsom vedvarende energikilder, være nødvendigt for at kunne nå målet om en netto-nuludledning af CO2 senest i 2050.

Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi