Nyt dansk Power-to-X-anlæg skal producere grøn biogas

Andel og Nature Energy investerer 100 millioner kroner et opførelsen af et ny Power-to-X-anlæg, der fra sommeren 2023 skal booste produktionen af grøn biogas.

Nyt dansk Power-to-X-anlæg skal producere grøn biogas

En fælles investering på 100 millioner kroner fra de to store energiaktører Andel og Nature Energy skal sætte skub i produktionen af dansk biogas. Det sker ved brug af den grønne teknologi Power-to-X, som derved rykker ud af forsøgsstadierne og ind i industriel skala.

Projektet er et af mange, som i de næste mange år skal sikre Danmarks grønne omstilling og gøre landet fri af fossile brændsler.

Læs også: Greentech: Disse grønne teknologier skal løse klimaproblemerne

Producerer grøn biogas fra affald, CO2 og brint

Power-to-X-anlægget skal opføres i Glansager på Als og er et anlæg, som skal producere dansk biogas. Processen foregår ved at opsamle den metan og CO₂, der afgives, når organisk materiale – helt konkret affald fra husholdninger, industri og landbrug – går i forrådnelse.

Processen skaber en biogas, der består af 60 procent metan, som kan indføres i gasnettet, og 40 procent CO₂, der kan bruges i fødevarebranchen og industrien.

Foto: Andel

Anlægget består også af et elektrolyseanlæg, der spalter vand (H2O) til gasserne brint (H2) og ilt (O2), når der sættes strøm til vandet. Anlægget danner mere metan og mindre CO2 ved at få CO₂ og brint til at gå i forbindelse med hinanden. Nature Energy har udviklet et metaniseringsanlæg, hvor naturligt forekommende mikroorganismer fra biogasproduktionen skaber den grønne metan. Populært sagt spiser bakterierne CO₂ og H2 og spytter det ud som CH4 og vand.

Ligesom andre Power-to-X-anlæg drives anlægget i Glansager af overskudsstrøm fra vedvarende energi som vindmøller, når produktionen er højere end forbruget. Da elektrolyseanlægget kan drives fleksibelt, kan det aktiveres og producere grøn biogas, når der er overskud af strøm.

Sikrer billig og grøn naturgas

Metoden, som er udviklet i et samarbejde mellem Nature Energy og SDU, gør det meget billigere at producere den grønne gas af CO2 og H2 end gennem en kemisk proces. Derudover hjælper processen også Danmark med at frigøre sig fra fossil naturgas og import af energi fra Rusland.

“Klimaforandringerne er en af de største udfordringer, verden står over for. Det er tvingende nødvendigt, at vi alle engagerer os yderligere, så vi får reduceret CO2-udledningen. Med krigen i Ukraine truer fossil energi ikke kun vores klima, men også vores frihed. Et vigtigt våben er den grønne omstilling – og netop vores indsats og bidrag i den sammenhæng spiller en afgørende rolle,” siger Jesper Hjulmand, der er administrerende direktør i Andel.

Opførelsen af anlægget begynder i efteråret, og det forventes at kunne sættes i drift i løbet af sommeren 2023.

Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi