Nyt saltbatteri er et gennembrud inden for lagring af vedvarende energi
Der hersker ingen tvivl om, at det er bydende nødvendigt med den grønne omstilling. EU sigter efter at være klimaneutral i 2050, men hvordan man når derhen, er stadig usikkert.
Sikkert er det i hvert fald, at der er brug for at kunne lagre energi fra vindmøller og solceller i takt med, at de vedvarende energikilder i stigende grad kommer til at erstatte fossile brændsler. De vedvarende energikilder har nemlig en ganske ustabil forsyning af elektricitet, idet de er afhængige af vind og vejr.
Ved at lagre overskydende energi kan man dog komme uden om netop det problem. Det rejser dog et nyt problem. De fleste batterier er i dag fremstillet af sjældne de metaller litium, grafit og kobolt. Hvis EU skal være klimaneutrale i 2050, kræver det, at forbruget af litium skal øges med en faktor 18. Og det er ikke holdbart.
”Litium og sjældne jordarter vil snart være vigtigere end olie og gas. Alene vores efterspørgsel efter sjældne jordarter vil blive femdoblet inden 2030. Vi må undgå at blive afhængige igen, som vi gjorde det med olie og gas,” lød det i september fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
Læs også: Hvad er klima og klimaforandringer? Her er alt du bør vide
Smeltet salt-batteri sikrer billig lagring af overskydende strøm
Der er med andre ord al mulig grund til at afsøge alternative batteriteknologier til brug i stationære batteriløsninger til lagring af energi. Netop det har forskere fra University of Sydney netop budt ind med i tidsskriftet Advanced Materials.
De har udviklet en ny type batteri, der hverken indeholder litium, grafit eller kobolt. I stedet anvender det smeltet salt, der kan udvindes fra havvand, og svovl. Den type batteri er ikke nogen ny opfindelse. Faktisk har batteriteknologien eksisteret i et halvt århundrede.
Den har dog et dårligt ry trods flere ellers fremragende egenskaber. Teknologien har en høj energitæthed, høj af- og opladning, er fremstillet af billige og lettilgængelige materialer og har en lang levetid. Dog kan der også opstå utilsigtede og katastrofale reaktioner mellem det smeltede salt og svovl, hvorfor teknologien ikke ses anvendt så ofte.
Forbedrer gammel batteriteknologi
Men forskerne fra Sydney hæver at have forbedret teknologien. De har gjort brug af en simpel pyrolyseproces og kulstofbaserede elektroder til at forbedret reaktionen, der sker mellem det smeltede salt og svovl.
Salt- og svovlbatteriet egner sig ikke til elbiler, fordi battericellerne i denne type batteri bliver billigere og mere effektive desto større battericellerne er. De kommer derimod til sin ret som store batteriløsninger til lagring af overskydende vedvarende energi.
Fordelen ved at bruge et smeltet salt-batteri er samtidig, at mængden af litium, der skal udvindes, kan begrænses til den mængde, der er nødvendig til produktionen af fremtidens elbilbatterier.
“Vores natriumbatteri har potentialet til at reducere omkostningerne dramatisk og samtidig give fire gange så meget lagerkapacitet. Dette er et vigtigt gennembrud for udviklingen af vedvarende energi, som, selv om omkostningerne reduceres på lang sigt, har haft adskillige økonomiske barrierer for at vinde indpas på markedet”, siger hovedforsker Dr. Zhao og tilføjer:
”Når solen ikke skinner og vinden ikke blæser, har vi brug for lagringsløsninger af høj kvalitet, som ikke koster alverden, og som er let tilgængelige på lokalt eller regionalt plan.”
Foreløbig har forskerne med succes udviklet et knapcellebatteri. Nu skal de i gang med at udvikle større celler med langt højere kapacitet på mange kilowatt-timer per celle.
Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi