Ocean Battery lagrer vedvarende energi på bunden af havet
Vedvarende energikilder har behov for lagringssystemer, der kan opbevare energien. Udfordringen ved vedvarende energi er nemlig, at den svinger alt efter om solen skinner eller vinden blæser, og i perioder med meget sol og vind er det ikke sikkert, at det hele kan bruges. Energien skal altså kunne opbevares.
Ocean Battery har udviklet en metode til energilagring, der fungerer lidt ligesom en dæmning. Systemet er udviklet af den hollandske nystartede virksomhed Ocean Grazer og er designet til at blive installeret på havbunden i nærheden af generatorer af vedvarende energi til havs, for eksempel vindmøller, solcelleparker, tidevandsenergi og bølgeenergisystemer.
Energilagring på havbunden
Det nyudviklede system består af tre komponenter, der som nævnt tilsammen fungerer efter et princip, der ligner princippet for en dæmning.
Systemet består af et betonreservoir, der er begravet i havbunden, og det kan rumme op til 20 millioner liter ferskvand, der opbevares under lavt tryk. Et system af pumper og turbiner forbinder dette reservoir med en fleksibel ”blære” på havbunden.
Overskydende elektricitet fra de vedvarende energikilder kan bruges til at pumpe vand fra reservoiret ind i blæren. Når der er brug for energi, slipper blæren op og presser, drevet af trykket fra havvandet over den, vandet tilbage ned i reservoiret, og turbinerne drejer rundt undervejs for at generere elektricitet, som sendes ud på nettet.
Se også: Kan grønne teknologier løse klimakrisen?
Let at tilføje mere kapacitet
Holdet bag Ocean Grazer forklarer, at systemet har en effektivitet på mellem 70 og 80 procent og skulle kunne køre et ubegrænset antal cyklusser i løbet af en driftslevetid på mere end 20 år.
Hvert betonreservoir har en kapacitet på 10 MWh, og det skulle være en simpel producere at tilføje flere for at øge den samlede kapacitet. Der kan også tilføjes ekstra enheder af pumpe- og turbinemaskinerne for at øge strømudbyttet, hvis der hurtigt er brug for mere energi.
Trykforskel mellem havbund og havets overflade kan udnyttes
Der bliver forsket en del i energilagring i havet. Trykforskellen mellem havbunden og havets overflade kan nemlig udnyttes til at skabe et meget effektivt energilagringssystem.
Jo dybere man installerer et energilagringssystem på havets bund, jo højere er trykket, og jo mere energi kan man lagre i tanken.
Maksimumdybden skulle dog være 800 meter, da systemet ellers bliver uanvendeligt, lyder det fra tyske Frauenhofter Institute, der også har forsket i et sådant lagringssystem i nogle år.
Se også: Klima og grønt