Ørsted producerer nu strøm fra verdens største havvindmøllepark

Det danske energiselskab Ørsted har produceret den første strøm fra verdens største havvindmøllepark, Hornsea 2, som er ved at få installeret de sidste havvindmøller.

Ørsted producerer nu strøm fra verdens største havvindmøllepark

Hornsea 2, der er verdens største havvindmøllepark, har produceret sin første strøm. Det oplyser Ørsted, som opfører havvindmølleparken 89 kilometer øst for Storbritannien, i en pressemeddelelse.

Hornsea 2 er en opfølgning på den allerede eksisterende Hornsea 1-havvindmøllepark, der blev sat i kommerciel drift i 2020. Med en kapacitet på 1,2 gigawatt (GW) er Hornsea 1 i dag verdens største havvindmøllepark, men den titel overtager Hornsea 2, som nu har produceret sin første strøm. Den nye havvindmøllepark vil være i stand til at producere 1,32 gigawatt grøn strøm, når den ventes at blive sat i kommerciel drift i 2022.

I løbet af 2021 har Ørsted arbejdet på at installere vindmølleparkens offshore transformerstation (OSS), som i øvrigt også er verdens største af sin slags, og en transformerstation med reaktiv effektkompensation (RCS). Installationen af disse blev færdig i oktober, og siden da er arbejdet gået med at idriftsætte og tilslutte havvindmøllerne til elnettet, så de er klar til kommerciel drift.

“At producere den første strøm er en vigtig milepæl for projektet og et stolt øjeblik for alle i teamet. Det kræver et godt samarbejde, hårdt arbejde og stor dedikation at opføre et projekt af denne størrelse,” siger Patrick Harnett, programdirektør for Hornsea 2, og tilføjer:

“Vi er tæt på at være i mål, og nu går vi i gang med at installere de sidste havvindmøller, hvorefter de skal testes, idriftsættes og kobles til elnettet i det nye år. Der skal lyde en kæmpe tak til alle dem, der på trods af pandemien har holdt projektet på rette spor.”

Læs også: Ørsted tabte lodtrækning om kæmpe havvindmøllepark

Strøm til millioner af briter

Hornsea 2 er et vigtigt skridt mod at realisere Storbritanniens mål om at nå landets klimamål om at have en nettoudledning af drivhusgasser på nul inden 2050.

Alene Hornsea 2 er i stand til at producere grøn strøm til 1,3 millioner hjem, mens Hornsea 1 leverer strøm til 1 million husstande.

De næste to etaper, Hornsea 3 og Hornsea 4, er allerede under udarbejdelse. Hornsea 3 modtog myndighedsgodkendelse i december 2020 og vil i 2025 levere strøm til yderligere 2 millioner hjem.

Hornsea 4 ventes at blive opført i 2023 og være i kommerciel drift i 2027 – tidligst. Kapaciteten på den fjerde etape er dog endnu ikke fastlagt.

Om Ørsted

Ørsted, det tidligere DONG Energy, er ikke kun Danmarks største energiselskab, men i dag også verdens største virksomhed inden for havvindmølleparker.

Energiselskabet står for hele 29 procent af den globale installerede havvindmøllekapacitet og producerer 88 procent af energien fra vedvarende energikilder. Derfor er Ørsted også flere gange kåret som verdens mest bæredygtige energiselskab.

Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi