Pulje skal gøre dansk landbrug grønnere med nye teknologier
Landbruget i Danmark står for cirka en tredjedel af landets samlede udledning af drivhusgasser. Derfor vedtog regeringen og et bredt flertal i Folketinget i efteråret 2021 en aftale om grøn omstilling af landbruget med et bindende reduktionsmål for land- og skovbrugssektoren på 55 til 65 procent frem mod 2030. Det svarer til en reduktion på mellem cirka 6 og 8 millioner tons CO2e (kuldioxid-ækvivalenter).
Læs også: Greentech: Disse grønne teknologier skal løse klimaproblemerne
Ny pulje skal hjælpe til reducering af landbrugets klimaaftryk
For at kunne indfri det mål skal der tages nye teknologier i brug, og netop den udvikling skal en ny pulje på 194 millioner kroner bidrage til.
Puljen skal fremme af teknologier til reduktion af drivhusgasudledningen inden for landbrugssektoren og er en tilskudsordning for udviklings- og demonstrationsprojekter inden for pyrolyseteknologi.
”Danmark er et landbrugsland. Samtidig går Danmark forrest i kampen mod klimaforandringerne med et af verdens mest ambitiøse klimamål. Vi vil vise verden, hvordan landbruget bliver en del af løsningen på klimakrisen. Pyrolyseteknologien er et eksempel på en løsning, der kan blive en ægte game-changer, fordi den både kan bidrage til drivhusgasreduktioner i landbruget samtidig med, at der produceres grønt brændstof, som for eksempel kan komme i tanken på fly,” siger klimaminister Dan Jørgensen.
Læs også: Hvad er klima og klimaforandringer? Her er alt du bør vide
Omdanner halm og gylle til biokul og flybrændstof
Termisk pyrolyseteknologi, som den hedder, er en proces, hvor man ved hjælp af pyrolyse kan opvarme restprodukter fra landbruget, for eksempel halm og gylle, uden tilstedeværelse af ilt, så der dannes biokul. Biokul kan spredes ud på markerne og lagre kulstof i jorden i lang tid, så man kan fjerne CO₂ fra atmosfæren.
Teknologien danner samtidig gas og olie, der kan forarbejdes til blandt andet flybrændstof, som kan erstatte fossilt brændstof. Ifølge minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn, har pyrolyseteknologien stort potentiale til at reducere landbrugets klimaaftryk.
Puljen giver ifølge Energistyrelsen støtte til fire slags projekter inden for pyrolyse:
- Pyrolyseteknologier mv. i anlæg baseret på anvendelse af biologisk materiale til produktion af højkvalitets biokul til slutanvendelse i landbruget og energibærere som pyrolysegas og/eller -olie.
- Tilvejebringelse, forbehandling og karakterisering af biologisk materiale, primært affalds- og sidestrømme fra landbrugs- og fødevaresektoren, til behandling i pyrolyseanlæg.
- Karakterisering, raffinering, anvendelse, lagring og distribution af pyrolyseanlægs produktion af biokul, pyrolysegas og/eller -olie.
- Andre relevante projekter i overensstemmelse med hensigten med puljen, ex. undersøgelser, udredninger, forsøg mv.
Pulje kan søges igen i 2023 og 2024
Puljen kan søges gennem Energistyrelsen frem til den 1. april 2022, og det annonceres i juni 2022, hvilke projekter der har fået tilsagn.
Igen i 2023 og 2024 afsættes der yderligere 196 millioner kroner til udvikling af klimateknologier som pyrolyse og produktion af biokul.
Puljens midler er finansieret af Den Europæiske Union under NextGenerationEU-initiativet.
Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi