AI-genererede ansigter er mere troværdige end ægte ansigter

Kunstigt skabte ansigter - altså deep fakes - bliver anset som mere troværdige og tillidsfulde end billeder af rigtige mennesker, viser undersøgelse.

AI-genererede ansigter er mere troværdige end ægte ansigter

StyleGAN2 er AI-software, der kan bruges til at skabe kunstige ansigter, og det kan denne kunstige intelligens gøre så godt, at folk ikke kan skelne mellem et ansigt genereret af kunstig intelligens og et ægte ansigt.

Samtidig har folk mere tillid til det kunstigt skabte ansigt, viser ny undersøgelse. Forskerne bag efterlyser sikkerhedsforanstaltninger for at forhindre misbrug af denne type deep fakes.

Kan ikke skelne StyleGAN2-ansigter fra ægte ansigter

Dr. Sophie Nightingale fra Lancaster University og professor Hany Farid fra University of California, Berkeley, gennemførte eksperimenter, hvor deltagerne blev bedt om at skelne de nyeste StyleGAN2-syntetiserede ansigter fra ægte ansigter og om at vurdere, hvilket tillidsniveau ansigterne fremkaldte.

Undersøgelsen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.

Først klassificerede 315 deltagere 128 ansigter taget fra et sæt på 800 som enten ægte eller kunstige. Deres nøjagtighedsgrad var 48 procent, hvilket er tæt på en tilfældig præstation på 50 procent.

I et andet forsøg blev 219 nye deltagere trænet og fik feedback på, hvordan de skulle klassificere ansigter. De klassificerede 128 ansigter fra det samme sæt på 800 ansigter som i det første forsøg – men på trods af deres træning blev nøjagtigheden kun forbedret til 59 procent.

I en tredje undersøgelse blev 223 deltagere bedt om at vurdere troværdigheden af 128 ansigter fra det samme sæt på 800 ansigter på en skala fra 1 (meget utroværdig) til 7 (meget troværdig).

Kunstige ansigter var mere troværdige

Den gennemsnitlige vurdering af kunstige ansigter var 7,7 procent mere troværdig end den gennemsnitlige vurdering af ægte ansigter. Det beskrives som statistisk signifikant – altså en stor forskel.

Forskerne advarer, at man i en digital verden, hvor ethvert billede eller video kan forfalskes, kan sætte spørgsmålstegn ved ægtheden af praktisk talt alle billeder og alle videoer.

Se også: Hvordan påvirker AI fremtiden?

Ingen forskel på tværs af race

Kunstig intelligens bliver ofte kritiseret for at være fordomsfuld eller direkte racistisk, da algoritmer trænes med data, som kan afspejle menneskers fordomme og bias. Det er ikke tilfældet her, understreger forskerne.

Sorte ansigter blev generelt vurderet som mere troværdige end sydasiatiske ansigter, men ellers var der ingen effekt på tværs af race. Kvinder blev vurderet som betydeligt mere troværdige end mænd.

Se også: Nyheder om kunstig intelligens