Boston Dynamics bygger ChatGPT ind i robotten Spot

Talende robotter er ikke længere fremtid. Robotvirksomheden Boston Dynamics har udstyret sin firbenede robot Spot med taleegenskaber.

Boston Dynamics bygger ChatGPT ind i robotten Spot

Går vi 13 år tilbage i tiden, var Boston Dynamics’ robotter utrolig simple, store og klodsede. Særligt robotten BigDog gik viralt, fordi den var lige dele imponerende og skræmmende.

Meget er sket for Boston Dynamics siden da. Virksomheden har haft prominente selskaber som Alphabet, SoftBank og nu Hyundai som ejer, og de teknologiske forbedringer har været ganske markante. I januar præsenterede firmaet for eksempel store forbedringer af den humaniode robot Atlas.

Læs også: Hvad er kunstig intelligens? Sådan ser fremtiden med AI ud

ChatGPT giver indsigt i robotten Spots missioner

Nu er selskabet klar med endnu et teknologisk fremskridt. Denne gang er der ikke tale om mekaniske landvindinger, men derimod softwaremæssige.

Boston Dynamics har taget OpenAIs sprogmodel ChatGPT i brug og integreret teknologien i robotten Spot. I en video offentliggjort på Twitter viser Santiago Valdarrama, der er ingeniør i maskinlæring, og hans kollega en særlig udgave af robotten, som er blevet programmeret til at forstå tale og straks svare verbalt på systemrelaterede spørgsmål ved brug af OpenAIs sprogmodel.

ChatGPT er ikke i stand til at omdanne tekst til tale, så til det formål anvender Boston Dynamics Googles tekst-til-tale-syntese, som man kender fra blandt andet Google Maps og Google Assistent.

”Disse robotter udfører automatiserede opgaver hver dag. Hver mission bruger kilometerlange, svært forståelige konfigurationsfiler. Kun tekniske folk kan håndtere dem. Ved afslutningen af hver mission registrerer robotterne et væld af data. Der er ingen enkel måde at spørge om alt dette, når det kræves,” skriver han i et svar til videoen.

Derefter lyder det:

”Det er her, at ChatGPT kommer ind i billedet. Vi viser den konfigurationsfilerne og missionens resultater. Derefter stiller vi spørgsmål ved hjælp af denne kontekst. Sæt det sammen med en stemmeaktiveret grænseflade, og vi har en fantastisk måde at forespørge vores data på.”

”Vi kan nu spørge robotterne om tidligere og fremtidige missioner og få svar i realtid. ChatGPT fortolker spørgsmålet, analyserer filerne og formulerer svaret. Massiv opgradering!”

Ud over at kunne bidrage til en bedre forståelse af robotternes missionsdata, gør integrationen af ChatGPT det også muligt for robotten Spot at foretage sjove gestikuleringer, når den svarer på spørgsmål. Den kan for eksempel nikke, når den svarer ja, og dreje med hovedet, når den svarer nej.

Se Spot med ChatGPT-integration i videoen øverst i artiklen.

Læs også: Nyheder om kunstig intelligens