Dansk konsortie skal udvikle ansvarlige AI-sprogmodeller
Mange danskere har allerede stiftet bekendtskab med især ChatGPT, men også andre alternativer som Gemini og Copilot.
Snart kan et potentielt tredje alternativ til ChatGPT komme, og det vil skille sig ud ved at være danskudviklet og have fokus på datasikkerhed og privatliv.
”Det er en stor styrke for Danmark, at innovative kræfter på tværs af erhvervslivet og den offentlige sektor går sammen om at investere i at udvikle danskbaserede sprogmodeller,” siger Digitaliseringsminister Marie Bjerre og tilføjer:
”Dansk initiativ og investeringslyst er vigtigt for, at vi kan høste gevinsterne ved teknologien i Danmark og værne om dansk sprog og kultur. Det er afgørende, at udviklingen sker ansvarligt og sikkert, så vi kan have tillid til modellerne.”
Se også: Hvad er kunstig intelligens? Sådan ser fremtiden med AI ud
Garanti for databeskyttelse
Det er nyt dansk konsortie kaldet Dansk Sprogmodel Konsortiet, som skal levere træningsdata fra en lang række danske private og offentlige organisationer til udviklingen af Danmarks nye sprogmodeller med fokus på en tillidsbaseret og ansvarlig tilgang til AI.
De danskudviklede sprogmodeller kommer til at adskille sig fra de udenlandske techgiganters sprogmodeller ved at give en ”troværdig garanti” for databeskyttelse.
Sprogmodellerne skal understøtte demokratiet, sammenhængskraft og konkurrenceevne. Konsortiet skal være med til at sikre, at Danmark får en ambitiøs tilgang til AI, der udnytter danske styrkepositioner og placerer Danmark i den internationale elite, hvad angår anvendelsen af AI.
Konsortiet vil sikre adgang til uafhængige, åbne, transparente og gratis sprogmodeller, som er trænet på danske data og garanterer dataintegritet. Det skal understøtte værditilvækst og innovation i Danmark med afsæt i danske virksomheders og organisationers egne data og interesser.
Skal levere træningsdata til Danmarks fælles sprogmodeller
Dansk Sprogmodel Konsortiet vil donere danske data til brug for træningen af Danmarks fælles sprogmodeller, der er baserede på Danish Foundation Models’ basismodel, Munin.
Danish Foundation Models er et etableret konsortiet, der udvikler state-of-the-art sprogmodeller og sprogteknologier til det danske samfund.
DFM er et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Alexandra Instituttet, Københavns Universitet og Syddansk Universitet. DFM ønsker at fremme innovation og samarbejde ved at gøre sprogmodeller frit tilgængelig med det formål at understøtte Danmark og danske virksomheders og organisationers interesse.
Bygger på ufravigelige principper om ansvarlig AI
Den danskudviklede sprogmodel bygger på fem forskellige principper:
1. Åbne og gratis
De udviklede danske sprogmodeller skal være open source og derfor til enhver tid være fri og gratis tilgængelige for alle, og de kan anvendes kommercielt.
2. Overholde lovgivning
De anvendte data og udviklede sprogmodeller skal til enhver tid overholde dansk lov og EU-lovgivning, herunder GDPR og AI Act.
3. Data
Modellerne skal trænes på datasæt, som er godkendt til formålet af opretshaverne. Data skal filtreres for personinformation, inden de må bruges til træning af modellerne. Data må ikke forlade EU.
4. Transparens og etik
Der skal være transparens i forhold til datakilder og modeltræning, samt sikkerhed for at danske værdier og etik er indarbejdet.
5. Sikkerhed
Der implementeres robuste sikkerhedsprotokoller, der beskytter data og modellerne mod potentielle sårbarheder, samt sikrer, at data kun anvendes til udvikling af danske sprogmodeller.
Se også: AI kan udgøre en trussel mod mennesker på “udryddelsesniveau”
Hvem er med Dansk Sprogmodel Konsortiet?
Det er Alexandra Instituttet, IBM Danmark og Dansk Erhverv, der står i spidsen for konsortiuet, som allerede har mange samarbejdspartnere:
- Aeven
- ATP
- Bagger Sørensen Group
- Cbrain
- DLA Piper
- Falck
- HOFOR
- JN Data
- KOMBIT
- Kommunernes Landsforening
- Norlys
- Ordbogen A/S
- Salling Group
- SDC
- Topdanmark
- Visma Enterprise
- Aarhus Kommune
Flere partnere er på vej, da konsortiet er åbent for alle, der kan skrive under på konsortiets principper og forpligtelser.
Se også: Nyheder om kunstig intelligens