Dansk startups videoredigeringssoftware sparer tid med AI

Startupvirksomheden Nova A.I. bruger kunstig intelligens til at reducere den tid, det tager at producere videoer. Programmet kan blandt andet selv tekste og oversætte på +100 sprog.

Tilbage i 2016 gik den danske startupvirksomhed Nova A.I, der dengang hed PromoMii, i luften, med Michael Moss som stifter og administrerende direktør. Meget er sket siden. Virksomheden er siden flyttet til Storbritannien, og på ganske få år har selskabet fået prominente navne som Disney, SVT, De Persgroep, NBCUniversal, NENT Group og Nederlandse Publieke Omroep på listen over kunder.

Det er nemlig ikke et hvilket som helst videoredigeringsprogram, Nova A.I. tilbyder både private og professionelle broadcastere verden over.

Som det nye selskabsnavn indikerer, anvender Nova A.I. kunstig intelligens til at udvikle en cloudbaseret videoredigeringsplatform og er dermed en såkaldt Cloud-native SaaS-platform. Løsningen udmærker sig ved at skære enormt meget af produktionstiden ved at lade algoritmer stå for meget af det manuelle og tidskrævende arbejde, der indgår i videohåndtering- og redigering.

Læs også: Hvad er kunstig intelligens? Sådan ser fremtiden med AI ud

Automatiserer logning, tekstning og oversættelse med AI

Videoredigeringsprogrammets force er dets evne til at analysere videoernes indhold fra start til slut. Det giver dem, som skal redigere videoindhold, lynhurtig adgang til at søge sig frem til meget specifikke ting iblandt hundredvis af videoer via tjenestens kontrolpanel, hvor al uploadet materiale kan tilgås og findes frem. Det kan være alt fra personer til objekter, handlinger, følelser, ord og steder.

Nova A.I.’s evne til at analysere videoindholdet gør det også tilføje undertekster og oversætte disse undertekster – en proces der normalt er temmelig tidskrævende. Med Nova A.I. kræver det blot et tryk på en knap, og efter et par minutter – alt efter videoens længde – har algoritmen transskriberet al tale til undertekster.

Som noget nyt kan softwaren nu også oversætte fra dansk til +100 sprog og fra +100 sprog til dansk. Ud over at søge på mange andre dele af arkivers indhold kan man også lynhurtigt finde frem til specifikke sekvenser af videomateriale ved at søge på den tekst, der er blevet transskriberet og oversat.

Nem publicering til forskellige platforme

Softwaren har ikke mange avancerede videoredigeringsfunktioner – til gengæld gør den det legende let at publicere videoerne til forskellige platforme. I stedet for at skulle beskære en video manuelt til forskellige formater kan man med Nova A.I. blot vælge, hvilke platforme videoerne skal udgives på, og så eksporterer den videoerne i de forskellige formater, for eksempel til TikTok, YouTube, som kvadrat eller i det originale format.

Virksomheden oplever stor fremgang i disse år. Senest har den vundet en innovationspris og skrevet kontrakt med Singapores største broadcaster, Mediacorp, om at udvikle en automatisk A.I. videoklip-genereringsteknologi, hvor algoritmen vil forstå en videofortællings kontekst og automatisk opsummere en trailer.

Nova A.I. er også blevet inviteret til at deltage i Cannes Film Festival, hvor folkene bag skal præsentere deres teknologi.

Læs også: Nyheder om kunstig intelligens