IBM og Google fører kapløbet om generativ AI

De store it-giganter intensiverer forskningen i generativ AI, og det får antallet af teknologipatenter til at stige voldsomt.

IBM og Google fører kapløbet om generativ AI

Der er et regulært kapløb i gang mellem tre amerikanske it-giganter, når det gælder generativ AI. Tal indhentet af IFI CLAIMS Patent Services viser, at IBM, Google og Microsoft fører an for tiden, når det kommer til at få patent på teknologier knyttet til generativ AI.

Patentdatabasen IFI CLAIMS har analyseret de førende virksomheder målt på antal patentansøgninger og tildelte patenter relateret til generativ AI. Resultaterne er offentliggjort i rapporten IFI Insights: Opening the Patent Picture on Generative AI.

Læs også: Hvad er kunstig intelligens? Sådan ser fremtiden med AI ud

Generativ AI vinder frem

Generativ AI er et område inden for AI, der vinder hastigt frem for tiden. Af analysen fremgår det, at der alene i løbet af de seneste fem år er blevet sendt mere end en halv million patentansøgninger. Og det er vel at mærke kun i USA.

Generativ AI, som adskiller sig fra klassisk AI, er i stand til at generere eget, unikt indhold med en kreativitet, som kun findes hos mennesker. Denne form for AI udgør ifølge analysen 22 procent af alle AI-patenter.

Foto: IFI CLAIMS Patent Services

IBM har klart flest generativ AI-patenter

Af rapporten fremgår det, at IBM er suverænt længst fremme, når det gælder antal patentansøgninger inden for generativ AI. Selskabet havde i 2023 næsten 1.600 patenter inden for generativ AI.

Det er en tredjedel mere end Google på andenpladsen, som har lidt mere end 1.000 patenter. Samtidig er det mere end dobbelt så meget som Microsoft, som har knap 700 patenter.

Foto: IFI CLAIMS Patent Services

Se, hvor mange patenter inden for generativ AI de store techselskaber har:

  1. IBM: 1.591
  2. Google: 1.037
  3. Microsoft: 695
  4. Samsung: 608
  5. Intel: 396
  6. Adobe: 388
  7. Capital One Services: 375
  8. Beijing Baidu Netcom: 372
  9. DeepMind Technologies: 302

Hvilke medier arbejder it-giganterne med?

Analysen kigger også nærmere på, hvilke fokusområder de forskellige techgiganter har inden for generativ AI. Det er med afsæt i, hvad de forskellige patenter omhandler.

Foto: IFI CLAIMS Patent Services

Hos IBM er det for eksempel patenter relateret til tekstbaserede generativ AI, der er mest udbredte, mens det er mere ligeligt fordelt mellem video, tekst, tale og billeder hos de fleste andre it-giganter.

Hos Samsung og Baidu er patenter om videobaseret generativ AI mest udbredt, mens Google har en klar overvægt af patenter relateret til talebaseret generativ AI.

Microsoft forsker mest i tekstbaseret generativ AI, mens Capital One Services fokuserer mest på tekst. Amazon fokuserer mest på tale, mens NVIDIA kun arbejder med lige dele billeder og video. Intel arbejder kun med video, mens LG og Apple hidtil kun har arbejdet med tale.

Læs også: Nyheder om kunstig intelligens