Nordiske lande er modne til kunstig intelligens

Stor rapport viser, at de nordiske lande er parate og modne til at tage kunstig intelligens i brug, og at danske universiteter er i top inden for AI i Europa.

Nordiske lande er modne til kunstig intelligens

Silo AI er et af Europas største private AI-konsulenthuse, og de har netop offentliggjort deres første omfattende markedsgennemgang af brugen af ​​kunstig intelligens (AI) i de nordiske lande.

Rapporten Nordic State of AI er udarbejdet i samarbejde med en række nordiske AI-organisationer og giver et overblik over de danske, finske, svenske og norske markeder i relation til AI, herunder også, hvordan AI udnyttes i forskellige brancher og virksomheder.

Rapporten er baseret på offentligt tilgængelige data samt interviews med adskillige AI-specialister, blandt andet forskere på landenes universiteter, virksomheder, embedsmænd i den offentlige forvaltning og investorer fra de nordiske lande.

Mange virksomheder har taget AI i brug

Ifølge rapporten bruger mere end 24.000 nordiske virksomheder i øjeblikket AI i et eller andet omfang. Ud af disse har 4.500 implementeret AI-teknologier i deres virksomhed. Det er særligt de store virksomheder, der har taget AI i brug, men anvendelsen vokser også i små og mellemstore virksomheder.

Blandt de nordiske lande ligger Finland og Sverige øverst med Danmark på en tredjeplads og Norge på en fjerdeplads, når det gælder antallet af virksomheder, der bruger kunstig intelligens som en del af sin kerneforretning.

Virksomheder i de nordiske lande beskrives som værende langt fremme i brugen af AI, og det bekræftes også af Oxford Insight Artificial Intelligence Readiness Index, hvor de nordiske lande er blandt de 10 bedste i verden.

Derfor er nordiske lande langt fremme

Rapporten viser også, at cirka 2 procent af verdens fagfolk inden for kunstig intelligens arbejder i Norden, samt at hele 70 procent af de nordiske virksomheder, der bruger kunstig intelligens, har planer om at ansætte AI-ressourcer og/eller specialister i løbet af de næste seks måneder.

En af årsagerne til, at de nordiske lande er langt fremme i brugen af kunstig intelligens, er blandt andet, at digitaliseringen er gået hurtigt, og at der findes store mængder af data i høj kvalitet, som er offentligt tilgængelige.

Samtidig muliggør AI-økosystemet i de nordiske lande og lokale forskningscentre et samarbejde mellem den private og offentlige sektor og universiteter. Rapporten understreger dog, at der stadig mangler en fælles vision for forskning i kunstig intelligens.

Samtidig lyder det dog, at de nordiske lande har en fælles vision om en bæredygtig anvendelse af kunstig intelligens i forhold til at forbedre menneskers liv.

Se også: Hvad kan kunstig intelligens bruges til?

Danske universiteter førende inden for teoretisk datalogi

Rapporten hæfter sig også ved, at tre ud af Europas top-15-universiteter inden for teoretisk datalogi ligger i Danmark. Rapporten fremhæver Københavns Universitet, Aarhus Universitet og DTU.

Danske universiteter er generelt førende i Europa inden for udvalgte AI-underdiscipliner, og de øger løbende deres undervisningstilbud målrettet AI.

“Det er fantastisk at se, at så mange virksomheder giver udtryk for, at de anvender AI – og at antallet vokser. Ikke desto mindre bliver vi også nødt til at sondre mellem det at eksperimentere med AI i virksomhedens støttefunktioner og at bygge virksomhedens R&D op omkring AI. Det er sidstnævnte, der i høj grad kendetegner morgendagens vindere. Vi har taget første skridt på rejsen, men der er stadig meget arbejde foran os,” siger Ståle Fredlund Husby, administrerende direktør i Silo AI Danmark.

Se også: Nyheder om kunstig intelligens