Danskere begrænser apps i at få adgang til deres privatliv
Blandt forbrugere er der hen over de seneste år opstået en øget bevidsthed om, hvor mange oplysninger de store techselskaber som Facebook, Google, Amazon og Apple indsamler gennem smartphone-apps.
Den årlige undersøgelse fra Deloitte, Digital Consumer Trends, viser, at den øgede opmærksomhed på, hvilke data forbrugere afgiver mod at få ‘gratis’ adgang til eksempelvis sociale medier og andre populære apps, har manifesteret sig i en ændret adfærd.
Læs også: Sådan former teknologi samfundet og kaprer menneskers hjerne
Hver femte dansker afviser altid apps
Danskerne er ganske enkelt blevet mere skepsiske over for apps på deres smartphones og værner mere om deres privatliv ved at nægte apps adgang til private data såsom billeder, videoer og placering, viser undersøgelsen.
Deloitte har undersøgt skandinavers adfærd, når det kommer til at give apps adgang til deres data. Blandt alle 4.000 undersøgte skandinaver er det 18 procent, der hver gang afviser en apps ønske om at få tilladelse til indhold. 24 procent afviser app-tilladelser mere end halvdelen af gangene, mens 22 procent gør det omkring halvdelen af gangene.
16 procent gør det under halvdelen af gangene, mens kun 9 procent svarer, at de aldrig afviser anmodningerne.
I Danmark er det 24 procent, der altid afviser en anmodning om at få tilladelse til data. Det er højere end i både Norge og Sverige, som ligger på henholdsvis 14 og 16 procent.
Læs også: Sådan påvirker teknologi menneskers beslutningstagen
Ældre mænd sætter flest begrænsninger op
Undersøgelsen viser også tydelige forskelle mellem, hvem der er mest tilbøjelige til at afvise apps i at få adgang til data.
Mænd er mere tilbøjelige til at afvise app-tilladelser end kvinder. 44 procent af mændene afviser enten altid eller halvdelen af tiden, mens det er 39 procent for kvindernes vedkommende.
Der er også en tydelig sammenhæng mellem antallet af app-afvisninger og alder. Kun 9 procent af dem i alderen 18-24 år afviser altid apps, mens det er 28 procent for de 65-75-årige.
Læs også: Hvilke digitale assistenter stoler brugerne mest på?
Forbrugere siger nu farvel til sociale medier
Undersøgelsen viser også, at 24 procent af de adspurgte skandinaverne har fravalgt en social medieplatform i løbet af det seneste år. Af dem har 18 procent angivet, at bekymring for deres privatliv var en af årsagerne til beslutningen. Denne adfærd ses blandt alle aldersgrupper, hvilket peger på en generel bevidsthed om de sociale mediers brug af data, viser undersøgelsen.
Årsager til at stoppe med at bruge sociale medier af hensyn til databeskyttelse
For første gang viser Deloittes undersøgelse også, at den daglige brug af sociale medier på mobiltelefoner falder efter at være steget en smule hvert år fra 2018 til 2020. Hvor 65 procent af skandinaverne dagligt var på sociale medier i 2020, er det nu i 2021 faldet til 58 procent.
”Det er overraskende, at både danskere, nordmænd og svenskere er begyndt at fravælge sociale medier for første gang i flere år. Hvorvidt det er et tegn på, at vi generelt bevæger os væk fra sociale medier for alene at beskytte vores digitale privatliv, siger undersøgelsen dog ikke noget om,” siger Frederik Behnk.
Virksomheder bør tage højde for de nye strømninger
Deloitte beskriver også Apples nyeste privatlivsindstilling i iOS 14.5 til iPhones, hvor Apple vil øge gennemsigtigheden med hvilke data brugerne afgiver til annoncører, som et eksempel på en udvikling, der går mod bedre redskaber for forbrugere til at tage kontrollen over deres deling af private data.
Den udvikling vil sandsynligvis blive en udfordring for flere forretningsmodeller, der er afhængige af indtjening fra målrettede onlineannoncer. Tiltag som Apples kan nemlig føre til, at målrettede annoncer bliver mindre relevante for forbrugerne og dermed et dårligere produkt for annoncører.
”Virksomheder bør tage højde for de nye strømninger, der løber blandt de digitale forbrugere. Det får betydning for den data, forbrugerne deler og dermed den data, virksomhederne kan navigere ud fra,” siger Frederik Behnk, partner i Deloitte.
Læs også: Nyheder om mennesket og teknologi