TikTok vil stoppe doomscrolling

TikTok vil forsøge at komme såkaldt doomscrolling eller doomsurfing til livs ved at ændre på appens algoritme. Bestemte kategorier af indhold kan også fjernes.

TikTok vil stoppe doomscrolling

TikTok vil omlægge sin algoritme for at undgå, at deres brugere bliver mødt af en uendelig strøm af indhold, der kan være af negativ eller problematisk art. Det skriver selskabet i et blogindlæg.

Det sker formentlig som et forsøg på at bekæmpe den bølge af kritik, som det sociale medie har fået for at have skadelige virkning på unge brugeres psyke.

TikTok vil undgå at vise samme type indhold for brugeren

Ifølge TikTok var videodelingsplatformens “For You”-feed, som tilbyder en uendelig strøm af nyt indhold, kurateret af algoritmiske anbefalinger, allerede designet til at undgå gentagende mønstre med risiko for at kede brugerne.

Men TikTok intensiverer det nu ved at træne algoritmen til at genkende og bryde mønstre af indhold med de samme negative temaer såsom “ekstrem slankekur eller fitness” eller “tristhed”, skriver virksomheden i blogindlægget. På den måde håber de at kunne “beskytte mod at se for meget af en indholdskategori, der måske er fin som en enkelt video, men problematisk, hvis den ses i klynger”.

Skadelige psykofysiologiske reaktioner

Doomscrolling eller Doomsurfing er et begreb, der dækker det fænomen, hvor man bruger meget skærmtid på at scrolle gennem en strøm af negative nyheder. Øget forbrug af overvejende negative nyheder kan hos nogle resultere i skadelige psykofysiologiske reaktioner.

Begrebet ‘psykofysiologi’ dækker over menneskelig adfærd og processerne involveret i den med udgangspunkt i hjernens psykologiske processer. Når hjernen for eksempel bliver bombaderet med videoer med negative temaer på TikTok, så kan det udmunde i fysisk skadelige reaktioner.

“Vi undersøger, om vores system utilsigtet kan anbefale kun meget begrænsede typer indhold, der, selv om de ikke overtræder vores politikker, kan have en negativ effekt, hvis det er størstedelen af det, en person ser, for eksempel indhold om ensomhed eller vægttab,” forklarer TikTok.

Arbejdet med at ændre på algoritmen sker i løbende dialog med eksperter på tværs af medicin, klinisk psykologi og AI-etik, forklarer firmaet.

I sit blogindlæg oplyser TikTok også, at mediet ville lade brugerne afvise specifikke ord eller hashtags fra deres feeds, hvilket for eksempel ville hjælpe en vegetar, der ønsker at undgå kødopskrifter, eller en person med lavt selvværd, der ønsker at undgå skønhedstutorials.

Platformen har mere end en milliard brugere, hvoraf cirka to tredjedele er mellem 10 og 29 år.

Se også: Folk ender i tvangssløjfe på sociale medier

Sociale medier i problemer

Direktører for sociale medier, herunder TikTok, bliver for tiden indkaldt til Kongressen i USA for at svare på spørgsmål om farerne ved deres produkter.

I en nylig artikel i New York Times, How TikTok Reads Your Mind, blev et lækket dokument fra virksomhedens ingeniørteam i Beijing med titlen “TikTok Algo 101” analyseret. Det blev det antydet, at algoritmerne optimerer feeds for at holde brugerne så længe som muligt i appen, selv om det betyder, at der vises indhold, der kan fremkalde selvskade.

Også Facebook og Instagram har mødt kritik for at være skyld i, at unge og børns selvværd påvirkes negativt af at være på de sociale medier.

Se også: Nyheder om mennesket og teknologi