Undersøgelse: At lytte til musik inden sengetid skader din søvn
Hvis du lytter til musik før sengetid, fortsætter din hjerne med at behandle melodien, mens du sover. Det viser forskning offentliggjort i sommer i tidsskriftet Psychological Science. Konklusionen er, at det derfor faktisk er en dum idé at sætte selv et stille og roligt stykke musik på, inden man tager en tur i never-never-land. Det ødelægger nemlig nattesøvnen.
Musik inden sengetid kan give øreorm
En undersøgelse i et søvnlaboratorium ført an af Michael K. Scullin, lektor ved Baylor University og ledende forsker ved Sleep Neuroscience and Cognition Lab, viste, at omkring en fjerdedel af de deltagere, der lyttede til velkendte sange før sengetid, vågnede i løbet af natten med melodien kørende i hovedet. Denne gentagelse af musikken i hovedet er et fænomen, der kaldes øreorm, og er forbundet med lavere søvnkvalitet.
Øreorm – eller earworms som det kaldes på engelsk – dækker over det, at en sang sidder fast i hjernen og ikke er til at slippe af med. I undersøgelsen beskrives en øreorm som “ufrivillige musikalske billeder”.
Forfatterne til undersøgelsen bemærker, at der er større sandsynlighed for at opleve øreorm efter at have lyttet til musik med et højt tempo og specifikke melodiske konturer. Særligt upbeat-sange kan være et problem.
Se også: Hvordan kaprer teknologi menneskets hjerne?
Musiklytning er forbundet med dårligere søvn
Undersøgelsen er foranlediget af, at mange mennesker lytter til musik for at falde i søvn. Forskerne ønskede derfor at undersøge, om det at lytte til musik omkring sengetid kan udløse de såkaldte øreorme, og hvorvidt disse øreorme kan påvirke kvaliteten af søvnen.
“Nogle af os troede, at det ville skade søvnen, fordi øreorme nogle gange kan være irriterende. Andre i laboratoriet troede, at det ville hjælpe på søvnen, fordi øreormen måske ville distrahere én fra grublende tanker,” forklarer Michael K. Scullin.
I en indledende undersøgelse forklarede 33 procent af deltagerne, at de havde oplevet øreorme omkring sengetid – enten mens de forsøgte at falde i søvn, mens de vågnede om natten eller da de vågnede om morgenen. Deltagere, der oplyste, at de hyppigere lyttede til musik, var mere tilbøjelige til at opleve disse søvnrelaterede øreorme.
Undersøgelsen konkluderer, at større musiklytning er forbundet med dårligere søvn, og at denne effekt er medieret af hyppigheden af søvnrelaterede øreorme. Deltagere med søvnrelaterede øreorme scorede 54 procent dårligere på Pittsburgh Sleep Quality Index.
Se også: Sprogmodeller har sexistiske og stereotype kønsbeskrivelser
Instrumentalmusik er værst for søvnen
Herefter gennemførte Scullin og hans team et søvnlaboratorieforsøg. Eksperimentet omfattede en polysomnografi-test, som registrerede forsøgspersonernes hjernebølger, iltindhold i blodet, åndedrætsmønstre, hjertefrekvens og øjen- og kropsbevægelser natten over. Alle deltagerne blev, cirka en halv time før de skulle sove, tilfældigt udvalgt til at lytte til enten instrumentale eller lyriske versioner af tre velkendte popsange.
Næste morgen, cirka ti minutter efter at de var vågnet, blev deltagerne spurgt, om de i øjeblikket havde en “lyd, sang eller melodi” fast i hovedet. De blev også spurgt, om de havde oplevet, at en sang sad fast i hovedet på dem, mens de forsøgte at falde i søvn, mens de vågnede om natten, eller da de vågnede om morgenen.
Ifølge polysomnografiresultaterne oplevede deltagerne, der lyttede til instrumentalmusikken, en betydeligt dårligere søvn sammenlignet med dem, der hørte den lyriske musik. Det viste sig ved dårligere søvneffektivitet, større problemer med at falde i søvn og flere opvågninger om natten.
Omkring en fjerdedel af deltagerne vågnede fra søvnen med en øreorm. Det beskriver forfatterne som “slående”, da deltagerne ikke havde hørt musik i 8 timer, og der ikke var noget i omgivelserne til at udløse ufrivillige musikalske billeder.
”Jo mere du lytter til musik, jo større sandsynlighed er der for, at du får en øreorm om natten, hvilket så fører til større sandsynlighed for søvnproblemer,” siger Scullin til PsyPost.
Se også: Nyheder om mennesker og teknologi