Undersøgelse: Skærme i biler fører til bilulykker
Biler bliver i disse år i stigende grad opkoblede og udstyret med fortsat større berøringsskærme i instrumentbrættet. I dag er det ikke ualmindeligt, at nye biler udstyres med en skærm på omkring 12 tommer. Skærmene er nyttige til blandt andet navigation, men de distraherer også førerne mere end nogensinde. Det viser en ny undersøgelse, som analyseinstituttet Ipsos har gennemført i Norge på vegne af forsikringsselskabet Gjensidige Forsikring.
Læs også: Sådan former teknologi samfundet og kaprer menneskers hjerne
100 000 ulykker på grund af forstyrrende skærme
Ifølge undersøgelsen indrømmer 43 procent af 3 500 adspurgte norske bilister, at den store berøringsskærm i bilen har taget opmærksomheden fra vejen. Af dem svarer 31 procent, at det har ført til farlige eller ubehagelige situationer i trafikken. Og af disse svarer 46 procent, at det førte til en egentlig ulykke eller et uheld.
Over for NRK forklarer Bjarne Aani Rysstad, der er kommunikationschef i Gjensidige Forsikring, at det i rene tal betyder, at berøringsskærme i biler er skyld i mere end 100 000 ulykker.
”Det er nedslående, men desværre ikke overraskende, tal. Vi har fulgt tendensen i nogle år og ser, at tallene holder sig konstant høje, udover at skadestallene ikke er faldende. Det på trods af, at nye biler bliver stadig mere ’smarte’,” siger Pål Rune Eklo, der er kommunikationschef i Gjensidige.
Trygg Trafikk – Norges svar på Rådet for Sikker Trafik i Danmark – ønsker derfor et decideret forbud mod at bruge bilers skærme under kørslen. Det sker, efter det er kommet frem, at skærmbrug i bilen indtil videre har kostet 63 mennesker livet i Norge i år – dobbelt så mange som samme periode sidste år.
I Danmark ønsker Rådet for Sikker Trafik ikke at arbejde for et egentligt forbud, men opfordrer i stedet til, at man begrænser brugen af dem.
Ikke første gang skærmen sættes under lup
Det er ikke første gang, at der rejses kritik af de større skærme i biler, som distraherer førerne. Den amerikanske bilorganisation AAA har tidligere påvist, at det tager markant længere tid at navigere på en berøringsskærm end med fysiske knapper. En lignende konklusion kom fra den britiske organisation IAM RoadSmart i 2020, da det lød, at bilister, der fiflede med store skærme, havde længere reaktionstid end dem, der kørte i påvirket tilstand.
Flere bilproducenter har i de senere år forsøgt at komme problemet til livs ved at implementere førerovervågning i bilerne, hvor kameraer og/eller sensorer holder øje med, om føreren af bilen er opmærksom på trafikken.
Se også: Nyheder om mennesket og teknologi