Moms på pakker fra Kina er godt nyt for danske virksomheder

Efter der er blevet pålagt moms på selv de billigste pakker sendt fra udlandet til EU, er antal daglige pakker fra Kina til Danmark faldet fra 50 000 til 5 000.

Moms på pakker fra Kina er godt nyt for danske virksomheder

Gennem mange år har danske online-shoppere ladet sig friste af billige produkter fra Kina købt på online-shoppingsites som Wish og Alibaba. Hidtil har pakker til værdi under 80 kroner sendt fra lande uden for EU nemlig været fritaget moms, og kombineret med meget lav porto har det betydet en lind strøm af pakker købt i Kina sendt til Danmark. Op mod 50 000 pakker fra Kina er der dagligt blevet sendt mod Danmark.

Tilbage i juli i år afskaffede EU dog momsfritagelse på denne type pakker sendt fra lande uden for EU. Det har betydet et stort fald i produkter sendt fra særligt Kina. Det er noget, der skaber jubel hos Dansk Erhverv, som længe har kæmpet for bedre konkurrencevilkår for dansk handel og e-handel.

Markant fald i pakker sendt fra Kina

”Vi har kæmpet længe mod ulige konkurrence, og her spillede kinapakker en central rolle. Én ting er, hvor meget det reelt i kroner og øre har betydet for danske virksomheder, at momsfritagelsen er blevet afskaffet. En anden ting er, at det har været en rød klud for øjnene af danske detail- og e-handlere, som pligtskyldigt afregner moms og sikrer, at de produkter, man sælger, efterlever de lovmæssige krav,” siger e-handelsdirektør hos Dansk Erhverv, Niels Ralund.

Efter momsfritagelsen blev fjernet, er antallet af pakker sendt fra Kina til Danmark faldet fra 50 000 til 5 000 daglige forsendelser, lyder det fra PostNord.

Dansk Erhverv har tidligere kritiseret momsreglerne, der har været lette at omgå. Flere netbutikker fra Kina og andre asiatiske lande har for eksempel delt forsendelsen op i mindre pakker, hvorved moms kan. Det kan svare sig, fordi fragten er så billig.

Der har også været mange eksempler på snyd, hvor værdien af pakkerne angives til at være under 80 kroner, selvom det ikke er korrekt. Nogle asiatiske hjemmesider har direkte reklameret med, at de betaler momsen, hvis forsendelsen bliver pålagt dette.

Fair konkurrence og produkter af bedre kvalitet

Niels Ralund forklarer, at fjernelsen af momsfritagelsen er meget betydningsfuld på den økonomiske front, og at det også er med til at sikre kvaliteten på produkterne.

”Kinesiske platforme har længe kunnet skovle varer ind i Danmark til en fragt, der har været lig nul – og med varer, der sikkerhedsmæssigt og produktmæssigt ikke lever op til varer solgt i danske butikker. Det har været dybt provokerende,” siger han.

Han slår fast, at det stadig er vigtigt at kæmpe for, at platforme som Wish og Amazon bliver produktansvarlige i kampen for den fair konkurrence.

Det er blandt andet PostNord og Dansk Erhverv, der har presset på for at få indført de nye momsregler.

Se også: Er cookie-reglerne blevet lempet?

Internationale postaftaler gør det billigt at sende pakker fra Kina til Danmark

Årsagen til, at det har været så billigt for kinesiske webshops at sende pakker til danske forbrugere skyldes internationale postaftaler. Universal Postal Union (UPU) blev stiftet i 1874 og siden 1969 har Kina været medlem og haft status som et udviklingsland.

Aftalerne i det internationale postsamarbejde gør, at Postnord er forpligtet til at levere post ud fra Kina til danske privatadresser for 9,75 kroner indtil 2021.

Til sammenligning koster det 21,50 kroner at sende et maxibrev mellem to danske adresser. Det er altså langt dyrere at sende en pakke fra en dansk butik til en dansk køber, end det har kostet en kinesisk butik at gøre det samme.

Universal Postal Union har været opmærksom på, at problemet også gælder mange andre lande. Der er derfor aftalt nye vilkår for omdeling af post og pakker. Den seneste aftale blev indfaset fra juli 2020 og gradvist i de efterfølgende fem år.

For PostNord betyder aftalen, at postkoncernen fra 2025 vil kunne kræve op til 70 procent af den indenlandske porto fra de kinesiske firmaer. Den aftale vil også komme den danske e-handel til gode.

Se også: Nyheder om SEO og online marketing