Nye regler for prismarkedsføring på vej
Antallet af webshops i Danmark eksploderer. I dag kan en webshop etableres ganske nemt ved brug af e-handelsløsninger som Shopify, og det kræver derfor ikke samme indgående kendskab til markedet som for bare 10 år siden. Det fratager dog ikke webshopejere fra at overholde de regler, der følger med salg af varer og ydelser online.
Et sæt af reglerne, der omhandler prismarkedsføring, står til at blive opdateret den 28. maj, og det betyder helt nye regler, som webshopejere skal forholde sig til og overholde, når de annoncerer tilbud over for forbrugere.
Læs også: Milliardbøde til Google og Meta for brud på cookieregler
Slut med normalprisperiode på seks uger
De hidtidige regler hedder, at der er en såkaldt normprisperiode på seks uger eller 42 dage. En vare skal derfor have været udbudt til salg i de seks uger, før en webshop må annoncere spar-budskaber på varen.
Det er også muligt at køre enkelte kortvarige kampagner af op til tre dages varighed, uden det får betydning for normalprisen – dog forudsat at kampagnen ikke kun gælder enkeltprodukter, men samtlige produkter eller større sortimenter.
Men snart gælder disse regler altså ikke længere.
Læs også: Milliardbøde til Google og Meta for brud på cookieregler
Nye regler for prismarkedsføring
De nye regler for prismarkedsføring, som er vedtaget i EU under det såkaldte Price indication directive, betyder flere store ændringer for webshopejere.
Under de nye regler vil en kampagne, selv når den vedrører samtlige produkter eller dele af et produktsortiment, få betydning for normalprisen. Under en Black Friday-kampagne, hvor der er 25 procent rabat på alt i en webshop, vil de nedsatte priser på varerne ifølge Dansk Erhverv fungere som normalprisen de næste 30 dage.
Det vil sige, at de besparelser, som webshopejeren senere annoncerer under sit julesalg, skal tage udgangspunkt i de priser, man havde på Black Friday. Dette er ikke tilfældet under de hidtidige regler.
Salgsfremmende udtryk omfattet af nye regler
I de nye regler vil der også være en såkaldt referenceperiode på 14 dage for varer, som må forventes at blive forringet eller forældet hurtigt. I dag gælder også andre regler for dagligvarer, og fra 22. maj 2022 vil der under de nye regler kun gælde særlige regler for dagligvarer med meget kort holdbarhed, for eksempel fersk kød eller fisk og visse mejeriprodukter.
Ifølge de nye EU-regler vil salgsfremmende udtryk som ”udsalgspris”, særtilbud” og ”Black Friday tilbud” også blive omfattet af de nye regler. Det vil sige, at webshopejere, der bruger disse udtryk, skal skilte med varens tidligere laveste pris i de seneste 30 dage.
De nye EU-regler ventes inden længe at blive brugt som afsæt til, at Forbrugerombudsmanden kan revidere sine retningslinjer, oplyser Dansk Erhverv.
Læs også: Nyheder om SEO og marketing