Amazon-nedbrud viser, hvor skrøbelig den opkoblede verden er
Amazon Web Service (AWS) har netop oplevet et af de nedbrud, der viser, hvor skrøbeligt vores opkoblede verden kan være. Nedbruddet betød, at en lang række af virksomhedens kunder, der benytter AWS til at koble deres produkter på nettet, ikke kunne få deres produkter til at fungere.
Ring og Alexa, Amazons opkoblede smart-ringklokke og digitale stemmeassistent, er begge afhængig af konstant opkobling til internettet. De var ikke de eneste produkter, der blev påvirket af nedbruddet.
Opkoblede tjenester og enheder ramt af AWS-nedbrud
Alle de produkter, der er tilsluttet internettet via AWS, kan have været påvirket af nedbruddet. Det betyder, at robotstøvsugere, opkoblede køleskabe, stemmeaktiverede pærer og hvad der ellers kan være koblet op til skyen i det smarte hjem ikke fungerede i løbet af det cirka ni timer lange nedbrud.
Afbrydelsen betød blandt andet, at nogle Ring-brugere ikke kunne komme ind i deres hjem. I større skala er det også rapporteret, hvordan aktiehandlere ikke kunne handle, gamere ikke kunne spille, Tinder-brugere ikke kunne finde hinanden online, podcasts ikke virkede – alt sammen på grund af nedbruddet.
Amazons egen online-handel blev også påvirket. Produktsiderne blev ikke indlæst, ordrer gik ikke igennem og kunder kunne ikke bestille dagligvarer.
Amazons egne medarbejdere kunne i flere timer heller ikke bruge virksomhedens kommunikationsapp Chime på deres computere. Amazon Music var ikke tilgængelig for mange brugere, og COVID-19-testresultater var ikke tilgængelige i timevis via virksomhedens mail-testtjeneste.
Se også: Fordele og ulemper ved det smarte hjem
AWS er blevet for stor
Det påpeges også fra flere sider, at det er farligt for brugerne, når et selskab som Amazon sidder så tungt på cloudhåndtering af vores opkoblede produkter. Det gør blandt andet Corey Quinn, Chief Cloud Economist hos The Duckbill Group, der rådgiver virksomheder om AWS-løsninger.
Han mener egentlig ikke, at AWS har gjort noget forkert, men kalder dette nedbrud for ”det naturlige slutresultat af deres succes på massiv skala”. Han påpeger også, at det kunne have været meget værre.
“Et fuldstændigt nedbrud, ikke det delvise, som vi så i dag, betyder en massiv økonomisk begivenhed,” siger Quinn og uddyber, at det værste ved et sådan nedbrud er, man som forbruger ikke har den mindste anelse om, hvordan det skal løses.
”AWS er for stor og har for mange kunder i forhold til samfundets overordnede interesse,” lyder en af Quinns konklusioner.
I et indlæg om AWS-nedbruddet forklarer Brent Ellis, senioranalytiker i analysefirmaet Forrester, at virksomhederne er nødt til at minimere deres risiko for nedbrud ved at opbygge applikationer og tjenester, der automatisk kan flyttes mellem flere cloud-udbydere eller privat infrastruktur, når en tjeneste svigter.”
Se også: Nyheder om smart home