Antallet af medicinske IoT-produkter på hospitaler eksploderer
Internetforbundne produkter (IoT) er meget mere end det smarte hjem og præcisionslandbrug. Også inden for sundhedsvæsenet får de internetforbundne produkter en stadigt større rolle. Det viser en ny analyse, som analyseinstituttet Juniper Research står bag.
Internet of Medical Things (IoMT) er en gren af IoT, som omhandler internetforbundne produkter til medicinsk brug inden for sundhedssektoren. Det dækker over det, at hospitaler og sygehuse gør brug af opkoblede enheder såsom sensorer til fjernovervågning og kirurgisk robotteknologi til at forbedre patientpleje, personalets produktivitet og den generelle effektivitet af sygehusdrift.
Læs også: Smart home: Se fordele og ulemper ved det smarte hjem
Antallet af IoMT-produkter eksploderer
Antallet af IoMT vil stige markant frem mod 2026, viser analysen. Om fem år forventer Juniper Research, at der vil være 7,4 millioner IoMT-enheder i brug, hvilket vil svare til mere end 3 850 enheder for hvert smart-hospital. Til sammenligning var der i 2021 3,2 millioner enheder i brug. De næste fem år vil der derfor ske en stigning på 231 procent.
Det er særligt USA og Kina, som vil drive denne udvikling. De to lande vil stå for henholdsvis 21 og 41 procent af det samlede antal IoMT-enheder i 2026.
Juniper Research forventer endvidere, at markedet for IoMT vil være 389 milliarder kroner værd i 2026. Det svarer til en årlig vækst på 15 procent sammenlignet med i 2021, hvor markedet var 191 milliarder kroner værd.
Læs også: IoT-markedet vokser – men er også udfordret på flere punkter
Fjernovervågning af patienter
Ifølge Juniper Research er det særligt en anvendelse, der er afgørende for at kunne skabe smart-hospitaler: Fjernovervågning. Analyseinstituttet konstaterer, at coronapandemien har accelereret udbredelsen af fjernovervågning af patienter på hospitalerne ved brug af IoMT.
Denne form for teknologi kaldes for remote patient monitoring (RPM) og dækker over forskellige former, hvorpå hospitaler kan overvåge patienters helbred som puls, blodtryk og temperatur hjemmefra.
Junipers analyse identificerer også, at fjernovervågning af patienter i realtid kræver netværksforbindelser med lav responstid og høj båndbredde, så det sikres, at patienters helbredsoplysninger transmitteres øjeblikkeligt og uforstyrret til hospitalerne. Juniper Research opfordrer derfor virksomheder, der udvikler IoMT-produkter, til at indgå fremtidige samarbejder med netværksoperatører med henblik på at gøre brug af edge computing til at reducere responstiden.
Et stærkt fragmenteret marked
Èn ting begrænser dog hospitalernes udbytte af IoMT: Interoperabilitet – eller mangel på samme. Markedet for IoMT-produkter er i dag meget fragmenteret, og produkter fra forskellige producenter er ikke kompatible med hinanden. Det vil derfor være nødvendigt, at hvert land, som tager IoMT til sig, griber ind over for den manglende interoperabilitet gennem lovgivning, lyder det.
Sikkerhed er afgørende
Sikkerheden er også et vigtigt parameter, når det kommer til IoMT. Hele 82 procent af udbydere af IoMT-produkter har ifølge en rapport fra Irdeto oplevet cyberangreb mod deres produkter i de seneste 12 måneder.
Sundhedssektoren er den sektor inden for IoT-verdenen, der oplever flest angreb. Patientdata har nemlig høj værdi for it-kriminelle, og samtidig kan angreb gøre stor skade på hospitalers drift.