IoT-markedet vokser – men er også udfordret på flere punkter

IoT-markedet vokser de næste mange år, men står også over for en række udfordringer, som holder den potentielle vækst tilbage, lyder det fra managementkonsulentfirmaet McKinsey & Company.

IoT-markedet vokser – men er også udfordret på flere punkter

IoT-produkter er efterhånden alle vegne – både i private hjem og i virksomheder, på fabrikker og i en række produkter såsom biler. IoT-produkter er blevet så udbredte, at de nu er indlejrede i vores aktiviteter.

Den fortsatte udbredelse af IoT har fået det amerikanske managementkonsulentfirma McKinsey & Company til at genbesøge en markedsanalyse, som virksomheden gennemførte tilbage i 2015.

Læs også: Smart home: Se fordele og ulemper ved det smarte hjem

Fortsat potentiale for at skabe stor økonomisk værdi

I den nye undersøgelse af markedet for IoT lyder det, at markedet er vokset betydeligt siden 2015, men ikke så hurtigt, som McMinsey for seks år siden forventede. Udfordringer inden for områderne forandringsledelse, omkostninger, talent og cybersikkerhed har begrænset væksten især blandt virksomheder i forhold til forventningerne.

Dermed ikke sagt, at det ikke går fremad for IoT-markedet, for det gør det bestemt. Ifølge McKinseys nye prognose har det globale marked for IoT-produkter til både private og virksomheder en potentiel økonomisk værdi i 2030 på mellem 36 og 82,8 billioner kroner. Til sammenligning forventede McKinsey i 2015, at markedet ville være 75,9 billioner kroner værd i 2025 – eller hvad der i dag vil svare til 79,5 billioner kroner.

Fabrikker, hospitaler og B2B

McKinsey har også kigget på, inden for hvilke områder IoT har potentiale til at skabe mest økonomisk værdi. Det er fabrikker og hospitaler, der kan skabe mest økonomisk værdi ved at bruge IoT-produkter. Disse brancher kan i 2030 tegne sig for 26 procent af den samlede økonomiske værdi, der skabes fra IoT, lyder det.

Dernæst kommer menneskers sundhed, der vil tegne sig for omkring 10 til 14 procent af markedsværdien inden for IoT.

Da IoT både henvender sig med automatiserede løsninger til private forbrugere og virksomheder, har McKinsey også kigget på, hvilke dele af markedet der har den største værdi. McKinsey forventer, at IoT-markedet for anvendelser inden for B2B (business-to-business) tegner sig for 65 procent af den estimerede værdi i 2030, men bemærker også, at B2C-markedet (business-to-consumer) vokser hurtigt, særligt i folks hjem.

Sådan kan IoT forandre fabrikker og sundhedsvæsenet

Helt generelt mener McKinsey, at internetforbundne produkter har fordele såsom at de kan resultere i bedre drift, bedre forvaltning af fysiske aktiver og bedre sundhed og velvære. Inden for visse områder er fordele dog særligt tydelige.

Fabrikker

På fabrikker kan IoT skabe mere værdi for hele fabriksmiljøet ved at optimere produktionsaktiviteterne, hvilket kan effektivisere den daglige forvaltning af aktiver og medarbejdere.

Alene det at bruge IoT til anvendelser inden for driftsledelse i fremstillingsindustrien vil kunne udgøre mellem 32 og 39 procent af den potentielle værdi, som IoT kan skabe på fabrikker, lyder det.

Sundhed

Siden forrige McKinsey-rapport er der inden for sundhedssektoren kommet en øget forståelse af, at IoT kan skabe værdi. Det gælder både for forbrugerprodukter og i sundhedsvæsenet.

IoT-produkter, der kan overvåge for blandt andet kroniske sygdomme og diabetes, er blevet udbredte hos forbrugere og bruges også både af forsikringsselskaber og sundhedsvæsenet til at forbedre folks sundhed. Og med COVID-19-pandemien er den udvikling kun accelereret.

Sensorer til automatisering af biler

Bilmarkedet er også interessant i IoT-sammenhæng. I takt med at biler og køretøjer bliver mere og mere autonome, er der også en øget efterspørgsel på IoT-produkter såsom sensorer og kameraer til biler. Faktisk er det den gren af IoT, der har vokset mest, når det kommer til at skabe værdi.

Det er dog ikke alene udviklingen mod selvkørende køretøjer, der skaber efterspørgsel på IoT-produkter til bilbranchen. Den generelle udvikling mod flere sikkerhedsfunktioner i køretøjer ved brug af IoT-produkter vil være det, der skaber en stor del af værdien for IoT-markedet i første halvdel af det næste årti, lyder prognosen.

20 procent af køretøjer har i dag forskellige sikkerhedsfunktioner, som via IoT-sensorer øger sikkerheden. Det kan være funktioner såsom anti-kollisionssystem, blindvinkelsassistent, adaptiv fartpilot og parkeringsassistent.

Flere udfordringer sagtner udbredelsen af IoT

Alt er dog ikke fryd og gammen på markedet for IoT-produkter. Markedet står ifølge McKinsey over for en række udfordringer, som holder væksten tilbage.

Det har nemlig vist sig vanskeligt for virksomheder at få del i den potentielle værdi, der er på markedet – og derfor ligger den reelle markedsværdi i 2020 på 10,5 billioner kroner også i det nedre område af prognosen fra 2015.

Ifølge McKinsey er der tre hovedfaktorer, der fremmer en væsentlig acceleration i indførelsen og effekten af IoT-løsninger i dag:

  • Kunderne ser en reel værdi i implementeringen af IoT.
  • Der er sket bemærkelsesværdige teknologiske fremskridt i de seneste fem år.
  • Forbedringer af netværk, herunder udbredelsen af 5G, der fungerer som rygraden, der bringer IoT til live og gør det hele muligt.

Der er dog endnu flere – hele fem – faktorer, som hæmmer udbredelsen af IoT-produkter og vækst i markedet:

  • Virksomheder og myndigheder behandler ofte IoT som et teknologiprojekt snarere end en omlægning af driftsmodellen.
  • Manglende indbyrdes kompatibilitet: IoT-landskabet indeholder mange proprietære og lukkede økosystemer.
  • Forbrugere, virksomhedskunder og regeringer er i stigende grad bekymrede for IoT-cybersikkerhed, da det stigende antal tilsluttede enheder giver hackere mulighed for at udnytte sårbarheder.
  • Privatliv: Med vedtagelsen af California Consumer Privacy Act og EU’s generelle databeskyttelsesforordning er privatlivets fred nu et vigtigt emne for mange forbrugere.

Se også: Nyheder om internetforbundne produkter