Nu understøtter Philips Hue endelig standarden Matter

Alle Philips Hue-produkter siden 2012 understøtter nu smart home-standarden Matter. Signify, firmaet bag, er samtidig klar med masser af nye sikkerhedsprodukter til hjemmet.

Nu understøtter Philips Hue endelig standarden Matter

Ejere af Philips Hue-produkter til hjemmet har måttet vente forgæves og i uvished i mange måneder på understøttelse af den globale smart home-standard, Matter. Mens mange andre mærker har understøttet standarden i flere måneder, har firmaet bag Philips Hue, Signify, været sløve i betrækket.

Men nu, ved dette års IFA 2023-konference, sker der endelig noget. Signify har annonceret, at alle Philips Hue-produkter siden de oprindelige pærer fra 2012 får fuld understøttelse af Matter. En softwareopdatering ruller ud til Philis Hue-bridges til september. Den gør det muligt for brugere at forbinde deres Philips Hue-systemer med andre Matter-kompatible enheder og apps.

Læs også: Smart home: Se fordele og ulemper ved det smarte hjem

Hvad er Matter?

Matter er en open source-forbindelsesstandard skabt af mere end 200 virksomheder i efteråret 2022. Matter udnytter allerede eksisterende forbindelsesprotokoller – nærmere bestemt Thread, Wi-Fi, Bluetooth og Ethernet – til at lade alle dine enheder i hjemmet kommunikere med hinanden lokalt – altså uden om skyen. Internet er altså ikke et krav for at styre Matter-kompatible produkter, men som regel også en mulighed.

Matter er ikke en ny protokol, men snarere en specifikation for, hvordan enheder i hjemmet bør tale sammen med hinanden.

Med Matter er det branchens mål at fikse de problemer, som smart home-produkter i tide og utide har været plaget af: Besværlig opsætning, upålidelig forbindelse, lang responstid og manglende interoperabilitet.

Matter blev klar til brug i slutningen af 2022, og standarden er også blevet integreret i alle de store smart home-platforme såsom Google Home, Apple Home, Samsung SmartThings og Amazon Alexa.

Læs også: Hvilke smart home-produkter virker med Matter?

Enheder reagerer hurtigere og betjening uden internet

Det var oprindeligt meningen, at Philips Hue skulle få understøttelse af Matter gennem en opdatering i løbet af første kvartal 2023, men det skete aldrig. Signify havde brug for mere tid til at udrulle understøttelse af Matter, og det var i lang tid uvist, hvornår understøttelsen kom.

For brugere af Philips Hue vil en af forskellene med understøttelse af Matter være, at alle enheder kan betjenes lokalt uden internetforbindelse. Enhederne vil derfor reagere hurtigere i nogle konfigurationer. Brugere kan også forbinde mere end én Hue-bridge til Google Home, Apple Home eller Amazon Alexa. Dermed gælder den hidtidige begrænsning på 50 Philips Hue-enheder ikke længere.

Masser af nye sikkerhedsprodukter til hjemmet

Ud over at annoncere understøttelse af Matter har Signify også annonceret en lang række nye sikkerhedsprodukter til hjemmet – herunder sine første overvågningskameraer.

Danske priser på nye Philips Hue-sikkerhedsprodukter til hjemmet
Philips Hue Secure kamera med ledning i sort eller hvid
Tilgængelig i efteråret 2023
1.499 kr.
1.719 kr. med bordholder
Philips Hue Secure batteridrevet kamera i sort eller hvid
Ttilgængelig i efteråret 2023
1.869 kr.
Philips Hue Secure LED projektør med kamera
Tilgængelig i Q1 2024
2.619 kr.
Philips Hue Secure kontaktsensor i sort eller hvid
Tilgængelig i efteråret 2023
299 kr. (1-pak)
529 kr. (2-pak)
Philips Hue Secure kameraholder med jordspyd
Tilgængelig i efteråret 2023
299 kr.
Philips Hue Secure bordholder
Tilgængelig i efteråret 2023
379 kr.
Philips Hue Secure lavvolts udendørskabel
Tilgængelig i efteråret 2023
229 kr.
Philips Hue Secure anti-drop kabel
Tilgængelig i efteråret 2023
119 kr.
Philips Hue Secure Basic plan med 30 dages videohistorik
Tilgængelig i efteråret 2023
29 kr. per kamera per måned eller
299 kr. per kamera per år
Philips Hue Secure Plus plan med 60 dages videohistorik
Tilgængelig i efteråret 2023
79 kr. per måned eller
749 kr. per år for flere kameraer
Philips Hue Festavia lyskæder
Tilgængelig september 2023
899 kr. (100 LED’er)
1.649 kr. (250 LED’er)
2.699 kr. (500 LED’er)
Philips Hue MR16 White ambiance og White and Color Ambiance
Tilgængelig september 2023
299 kr. (1-pack White ambiance)
489 kr. (2-pack White ambiance)
489 kr. (1-pack White and color ambiance)
829 kr. (2-pack White and color ambiance)

Læs også: Nyheder om smart home